13 October 2009

Curly Purly blebukser

Orginalopskrift af Marnie Ann Joyce. Oversat, og detaljegraden øget, af mig :)





Et par meget velsiddende og lækagefri blebukser. Det er en ret simpel opskrift. De maaange punkter er bare for at gøre det meget tydeligt, hvordan det foregår, og gøre det muligt for helt nye strikkere at følge med.
Tak til brugerne af slyngebarn.dk's Stofbleforum for at hjælpe med at gøre opskriften så udførlig og umisforståelig som muligt.

Strikkefasthed
18-20 m og 28 p i glatstrikning på p. 5 = 10 cm x 10 cm.

Materialer
  • 3 markører, en til midt bag/omgangens start og en til hofteangivelse i hver side
  • 3 sæt strømpepinde eller rundpinde i følgende størrelser (det er nemmest at bruge strømpepinde i de små størrelser):
    - et sæt i den størrelse, du brugte til at opnå strikkefastheden.
    - et sæt ét nummer under den størrelse, du brugte til at opnå strikkefastheden.
    - et sæt 1½ numre under den størrelse, du brugte til at opnå strikkefastheden.
    F.eks.: Ved Lima skal der bruges p. 5 til at opnå strikkefastheden. De andre skal så være p. 4 og 3½.
  • 50 [50; 50-100; 100; 100] g uldgarn.
    Lima/Peru Uld fra Hjertegarn passer rigtig godt. Hvis du vælger et andet garn, skal det have en strikkefasthed som angivet ovenover.

    Velegnede garntyper
    -
    Garnet skal bestå min. 75-80 % uld, for at være velegnet til blebukser.
    - Undgå Superwash-behandlet uld (kan ikke lanoliseres lige så godt som alm. uld).
    - Husk at garnet skal være elastisk (dvs. ret fast i tvindingen og holder formen). Undgå derfor 100 % merinogarn. Garn med mohair bør også undgås. Hvis du alligevel bruger sådanne garner, anbefaler jeg at du syr et stykke elastisk gennem ribben på indersiden, så taljebåndet holder formen.

    Den rette tykkelse garn
    NB! Hvis det ønskede garn er tyndere eller tykkere, end at der skal bruges en pindestørrelse mellem 4 og 6 til at opnå strikkefastheden, vil det færdige resultat blive enten for løst eller for stift.
    Du kan bruge to tråde sammen af det tynde garn for at opnå strikkefastheden, men ellers bør du finde et andet, mere velegnet garn.
At opnå den rette strikkefasthedHvis dit garn har en lidt anden strikkefasthed end angivet herunder, kan du gå en pind op eller ned for at opnå strikkefastheden. Det vigtigste er at strikkefastheden passer, selvom man så skal bruge andre pindestørrelser end de angivne.
Hvis du bruger rundpinde, skal du alligevel bruge et sæt strømpepinde 1½ numre under den størrelse, du brugte til at opnå strikkefastheden. De skal bruges til benstumperne.
StørrelserDette mønster er designet til at have en tæt pasform.
Valg af størrelse:
Dit barns mål skal være ca. fra midt i til overgrænsen af en størrelse (f.eks. hvis hofter er 40-45, vælges S, ikke M).
(NB) Newborn; Hofter: Ca. 30,5 – 40,5 cm. Blemål: 35,5 cm
(S) Small; Hofter: Ca. 35,5 – 45,5 cm. Blemål: 40,5 cm
(M) Medium; Hofter: Ca. 40,5 cm – 56 cm. Blemål: 45,5 cm
(L) Large; Hofter: Ca. 43 – 61 cm. Blemål: 51 cm
(XL) X-large; Hofter: Ca. 48 cm - 63,5 cm. Blemål: 56 cm
Hofter = Bredeste omkreds med ble på (som regel øverst på hofterne, der hvor vingerne på bleen begynder)
Blemål = Med ble på, fra ca. navlen fortil (der hvor bukserne skal nå op til), ned mellem benene, og op bagpå til der, hvor bukserne skal gå til (er som regel ca. 5 cm mere end samme mål målt på bleen).

Forkortelserm = maske
omg = omgang
p = pind
r = ret
vr = vrang
2 r sm = to ret sammen
2 dr r sm = 2 masker drejet ret sammen, dvs. stik pinden ind i maskerne fra højre side og bag til, i stedet for, som normalt, fra venstre side og fortil.

VendepindeHvis du laver vendepindene i mønsteret, er det tætsiddende med god plads til blenumse. De når lidt højere op bagpå, hvilket giver en god pasform, da mere en ble jo fylder mest bagpå.
Hvis du undlader dem, vil blebukserne sidde strammere, og der er ikke plads til lige så stor en blenumse.
Designeren kan godt lide dem uden venderækker og med høj talje under bukser, fordi de så når op over buksernes lining og forhindrer dem i at flytte på sig under leg.

Tips til at lave vendepindeSådan snor du garnet om næste maske på den omgang, hvor du vender:
Når du har strikket de m du skal, og skal til at vende, gør du således:
- Tag næste maske over på højre p uden at strikke den,
- før garnet rundt om masken,
- sæt masken tilbage på venstre p.
Derefter vendes strikketøjet. Så undgår du at få et hul, hvor du har lavet vendingen.
På næste omgang:
Når du kommer til den maske fra omgangen før, som garnet blev snoet om, tager du det lille stykke omsnoede garn op på venstre pind. Derefter strikker du det samtidig med masken på pinden, som om de var én maske. Så undgår du at man kan se vandrette stumper garn henover maskerne, hvor vendingen blev lavet.

Andet- Du kan tilpasse mønsterets størrelse selv, husk at slå et antal masker op, der kan ganges med 8.
- Brug en strækbar opslagning, f.eks. strikkeopslagning.

Fremgangsmåde
Slå 64 [72, 80, 88, 96] m på på pinde, der er 1½ p mindre end dem du brugte til at opnå strikkefastheden.
Saml omgangen og marker omgangens start med en markør. Denne markør markerer midt bag/omgangens start (det er en rigtig god idé at benytte denne markør, det kan ellers være svært at se, hvad der er for og bag).

1. omgang: Strik rib, 1 r, 1 vr, strik hele omgangen sådan. Imens du strikker denne omgang, placerer du de to hoftemarkører således:
NB: 17 m, placer markør, 31 m, placer markør, 16 m.
S: 19 m, placer markør, 35 m, placer markør, 18 m.
M: 21 m, placer markør, 39 m, placer markør, 20 m.
L: 23 m, placer markør, 43 m, placer markør, 22 m.
XL: 25 m, placer markør, 47 m, placer markør, 24 m.

Fortsæt i 1 r, 1 vr over 14 p (=5 cm), ignorer alle markører.

Hvis du ønsker at skifte farve, kan du gøre det her.

Nu beslutter du om du vil strikke vendepinde (giver bedre plads til blenumse).
- Hvis du strikker vendepinde, strikker du både det i sort og det i grøn.- Hvis du ikke strikker vendepinde, springer du det i grønt over.

Hvis du ønsker at tilføje en vendepind, gøres det her; efter farveskiftet, og før du skifter pindestørrelse.
Vendepinden laves sådan (det er ret enkelt, spring ud i det . De mange punkter er bare for at gøre det meget tydeligt, hvordan det foregår):

Der strikkes som maskerne viser (ret over retmasker og vrang over vrangmasker)
- strik fra omgangens start og hen til hoftemarkøren,
- sno garnet om næste maske (dvs. den første m på den anden side af hoftemarkøren),
- vend strikketøjet
- strik hen til omgangens start og videre hen til den anden hoftemarkør
- sno garnet om næste maske (ligesom ovenfor)
- vend strikketøjet igen, og strik tilbage til omgangens start
Vendepinden er nu slut, fortsæt således:

Skift nu til en pindestørrelse 1 pind under den, du bruge til at opnå strikkefastheden. Så strikker du således:
* 3 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 vr*. Gentag mellem * og * hele omgangen.
Strik således over i alt 7 omgange (=2,5 cm).

Hvis du ønsker at tilføje vendepinde, tilføjes den anden her. Der strikkes som maskerne viser (ret over retmasker og vrang over vrangmasker).
Lav en enkelt vendepind ved at strikke fra hoftemarkør til hoftemarkør og tilbage igen (se tips under Vendepinde). Vendepinden er nu slut.


Så fortsætter du således:5 r *1 vr, 7 r*. Gentag imellem * og * indtil der er 3 m tilbage, og strik så 1 vr, 2 r.
Strik således over alt 7 omgange (=2,5 cm).

Hvis du ønsker at tilføje vendepinde, tilføjes den tredje her. Der strikkes som maskerne viser (ret over retmasker og vrang over vrangmasker).
Lav en enkelt vendepind ved at strikke fra hoftemarkør til hoftemarkør og tilbage igen (se tips under Vendepinde). Vendepinden er nu slut.


Skift til den pindestørrelse, du brugte til at opnå strikkefastheden.

Fortsæt med at strikke i ret, indtil blebukserne måler 12,7 [14: 15,2: 16,5: 16,5] cm fra opslagskanten.
(hvis du har tilføjet vendepinde, skal dette mål tages på blebuksernes FORSTYKKE, ikke bagstykket hvor vendepindene er).

Nu lukkes der af i hver side ved hoftemarkørerne:
- Strik fra starten af omgangen (midt bag) og hen til første hoftemarkør (højre hofte). Luk 5 m af efter markøren.
- Strik til 5 m før den anden hoftemarkør (venstre hofte), luk 5 m af.
- Strik resten af omgangen.Lad m til forstykket hvile (det er dem, hvor der IKKE er den maskemarkør, der markerer omgangens start), evt. på en maskeholder/stor sikkerhedsnål.

Bagstykke
Strik fra starten af omgangen og hen til de aflukkede m (højre hofte), men strik de sidste 2 m: 2 r sm.
Vend (uden af sno om), så du nu har vrangsiden mod dig.

Derefter:
1. p: Strik vr
2.p: 2 dr r sm, strik til slutningen af pinden, 2 r sm.
Gentag disse to pinde til der er 18 [18, 20, 20, 20] m tilbage. Lad disse m hvile på én pind (evt. på en maskeholder/stor sikkerhedsnål).

Forstykke
Fortsæt med forstykket, det er maskerne på sikkerhedsnålen.
Sæt garnet til og strik til der er to m tilbage, 2 r sm. Vend så du har vrangsiden mod dig.

Derefter:
1.p: Strik vrang
2.p: 2 dr r sm, strik til slutningen af pinden, 2 r sm.
Gentag disse to pinde, til der er 18 [18, 20, 20, 20] m tilbage.

Mål benåbningen hele vejen rundt langs kanten og fortsæt i glat uden indtagninger til benåbningen måler 23 [25,5: 28: 30,5: 33] cm.
Sæt maskerne på én pind.

Aflukning over 3 pinde
(det lyder kompliceret, men er faktisk ret enkelt, når man er kommet i gang med det):
Alle masker strikkes ret!- Vend blebukserne på vrangen.
- Hold de to pinde med maskerne fra forstykker og bagstykket i venstre hånd (altså som om det var én pind).
- Tag nu den første m på den ene pind og den første m på den anden p, og strik begge m samtidig, som om det var én m.
- Strik den næste m (på begge pinde) på samme måde.
- Du har nu to m på højre p. Luk af i alm. aflukning ved at trække den første m over den anden.

Fortsæt således, altså: Strik næste m på begge p, som om det var én m, og luk derefter én m af på højre p. Fortsæt således indtil alle m er lukket af.

Manchetter
Saml et lige antal m op omkring benåbningen til manchetter med strømpepinde. Der er ikke noget fast antal, du skal samle op. Du samler bare op, så der er lige så langt mellem hver maske, som på resten af strikketøjet.
(Men hvis du vil have en tommelfinger-guide, plejer jeg at samle følgende antal m op:
NB: 24 m
S: 28 m
M: 32 m
(L og XL følger når jeg har fået strikket i de størrelser)).

Jeg foretrækker en ribkant på 2,5 cm i 1 r, 1 vr rib med mindre størrelse pinde (f.eks. den samme størrelse som blev brugt til taljebåndets rib). Det giver en tæt og sikker pasform.

Men du kan gøre hvad du vil, f.eks. flæser (saml et passende antal m op, strik et par omg. rib. Slå derefter 2 m op i hver m på en omgang, og strik et par omgange uden udtagninger, inden du lukker af), eller strikke helt i ret, som giver en rullekant.

Dampning
Damp dine blebukser, hvis du vil. Det udjævner maskerne, så det strikkede bliver mere jævnt at se på.
Det gør man således: Tag et viskestykke, læg det over det strikkede og stryg ovenpå viskestykket det med et dampstrygejern (jeg strikker f.eks. vrangpindene lidt løsere, og det resulterer ofte i "riller", dampningen fjerner dem helt ).

Så er de klar til brug.

Ændringer i forhold til originalopskriften
- Jeg har skrevet forklaringer og beskrivelse på forkortelser, pinde, garntype, hvordan man måler/beregner hvilken størrelse man skal bruge og hvordan man laver vendepinde.
- Ved indtagningerne mellem benene: I stedet for at strikke to masker sammen på alle pinde (hvor man bruger "ssp" på vrangpindene), har jeg valgt at strikke 2 r sm i den ene side og 2 dr r sm i den anden side på retpindene, og strikke ren vrang på alle vrangpinde. Det er fordi jeg synes, at ssp ikke er særlig god i Kontinental Strikning (som danskere bruger). Den bliver noget omstændelig og giver et hul. Den egner til bedre til Engelsk Strikning (som amerikanere bruger).
- Jeg bruger strikket aflukning i stedet for syet, da jeg synes at det bliver pænere (og mindre klumpet).
Så det er altså Curly Purly opskriften med mine ændringer/forbedringer og uddybende kommentarer.
Hvis du ønsker at strikke den oprindelige opskrift strikkes der ved indtagningerne på for- og bagstykke 2 r sm de sidste to m på retsiden og "ssp" (se på nettet) de sidste to m på vrangsiden. Desuden lukkes for- og bagstykket almindeligt af og sys sammen bagefter.

Publiceret med tilladelse fra designeren

1 comment:

Smilerynker.dk said...

Tak for opskriften... Den må jeg prøve!!