20 October 2009

Overskudsmor og snyd

Må jeg lige oplyse at jeg har skrevet dette sådan halvvejs for sjov, med lidt ironi og kreative overdrivelser... bare så ingen tror at jeg slår mig selv i hovedet  ;) ;)
Jeg er ikke overskudsmor - Overhovedet! Og hvad så, så kunne jeg jo bare s**** hul i hvad andre mener, men jeg vil gerne virke som sådan en overskudsmor, der klarer alt på 5 min. med et smil og har tid til alt.


Så jeg snyder, ja jeg gør .

Jeg får lige med nød og næppe vasket op og klaret den mest nødvendige oprydning.
- Men der er altid blæst når jeg får gæster, for jeg tager lige en tornado-tur gennem lejligheden.

Jeg har et opvaskemiddel. Det er ikke svanemærket, astma- og allergimærket eller har nogen andre mærker. Men der står, med ret store bogstaver på forsiden; Miljøvenlig. Og så er der en fin planteranke ned over den.
- Og den kan købes i Netto, der hvor jeg lige kommer forbi. Jeg snyder, ja jeg gør, for jeg ved sgu ikke om det er miljøvenligt eller ej, men det ser sådan ud...(og den dufter godt).

Jeg har stakke af syprojekter liggende, som jeg sjældent får arbejdet på, jeg har bare ikke koncentrationen og det fokus det kræver, til at få lavet det.
- Men når jeg endelig har fået lavet noget, så flasher jeg det som en sindssyg, "Se hvad jeg har lavet, se hvor overskudsagtig og hjemmesyende, jeg er".

Og jeg har en fin dyr symaskine, som står på spisebordet. Jeg har ikke meget tid til at bruge den,
- men jeg kan fortælle om hvad den kan, og give indtryk af, at jeg rent faktisk bruger den mere end jeg gør.

Jeg orker ikke at bruge meget tid i køkkenet, og R lader mig heller ikke. Gennemtænkte sammensætninger, lækre gourmetprodukter og langtidshævning røg ud af vinduet da R blev født. Og jeg går og taber mig, fordi jeg ikke får spist ordentligt. R får go' mad, men når jeg har lavet til ham, orker jeg ikke mere, og napper et stykke rugbrød eller varmer nogle frosne ovnkartofler.
- Men når vi skal ud, så har jeg en stak af de små Rice-bøtter, som jeg fylder med sunde og velsmagende ting når jeg skal ud sammen med R. Intet signalerer overskud som små designerbøtter med vindruer og hjemmelavede abrikoskugler....

Det meste af Rs tøj er enten arv eller H&M.
- Men det (arvede) mærketøj som han har, de uld/silkebodyer som jeg trods alt ofrede penge på og de hjemmestrikkede veste, ja det er altid det han får på, når vi skal ud.

Jeg er meget indadvendt og har ikke mange venner og bekendte. Det har jeg slet ikke lyst til, for det dræner mig for energi.
- Men andre synes, at man virker overskudsagtig, hvis man har mange venner, så jeg hører ofte mig selv bruge termen: "En af mine venner sagde..." selvom det bare var en fra mødregruppen, der sagde det, eller "en af mine bekendte oplevede..." selvom det er en her fra SB, som jeg aldrig har mødt, der oplevede det.
For så lever jeg op til folks idéer om en overskudsperson, selvom jeg føler mig allermest i overskud når jeg sidder sammen med en enkelt veninde og strikker og snakker om arkæologiske fund .

Jeg slynger. Men jeg slynger helst ude. R gider faktisk ikke slynges ret meget, og er meget glad for både klapvogn og barnevogn.
- Men jeg synes at det virker så overskudsagtigt at slynge, så jeg har dem ofte med, når jeg skal nogen steder. R vil også hellere sidde i dem, når jeg går i rask tempo. Se mig, jeg er totalt overskudsagtig, bevidst om ergonomi og med på moden.

Min søn elsker at ligge eller sidde og lege for sig selv, kan faktisk blive sur, hvis man er om ham alt for meget, føler sig vist overstimuleret. Og godt det samme, for hvis han ikke var sådan, ville jeg nok slet ikke få lavet det lidt, jeg trods alt når, af rengøring, madlavning og strikning.
- Men det fortæller jeg ikke nogen. I stedet for sidder jeg på SB, i mødregruppe og til legestue og forsøger at virke lidt småperfekt og kommer med gode råd om børneopdragelse, slynger og uldtøj, og virker totalt overskudsagtig, ligesom alle de andre, der nok også forsøger at overbevise mig om, hvor overskudsagtige de er......

No comments: