19 November 2009

Ved han mon, hvad han siger?

R pludrer på livet løs. Han siger:


'ab' (op),

'put' (prut)

'bus' (bøvs)

'buh' (bøh),

'didid' (tit tit),

'mamam' (mad),

'wiu wiu' (udrykningskøretøjs-lyd, når de kører forbi ude på vejen, det begyndte han på i sidste uge)

'hae' (hej - sammen med vinkearm)

Det er ord, jeg har sagt mange gange, og nu siger han dem af sig selv i de situationer, hvor de passer. Nogle af ordene ved han nok godt hvad betyder og nogle er bare lyde han gentager.

'Ab' er der i hvertfald ikke nogen tvivl om at han ved hvad skal bruges til, men det var også hans allerførste lyd (omend 'put' fik status som første ord):
Når jeg sætter R ved siden af min sovende kæreste om morgenen, møver han over til ham og piller ham i ansigtet, mens han siger ab, ab, ab, ab, ab, ab, ab indtil kæresten åbner øjnene og sætter sig op. Det samme hvis R sidder på gulvet og vil op til mig.


Men ja, grænsen er nok flydende, og mange af ordene relaterer sig til hændelser, altså hvor han sætter ord på noget han gør/lige har gjort, og dermed er det nok mest er lyd-der-hører-sammen-med-situation endnu.

Så de ord han siger, inden tingene sker, fordi han gerne vil have dem til at ske, er nok dem, det bedst kan siges at være "rigtige" ord. Altså 'ab', 'mamam' og til en vis grad 'hae' + vinken: Han gør det på opfordring (nårm an vinker til ham), men når han er træt og gerne vil i seng, så starter han det selv.

No comments: