25 September 2009

Update på lidt af hvert

Jeg begyndt at give R kartoffelmos og han er vild med det (hvem er ikke det).

I øjeblikket sover R fra 20-7, med ca. 5-8 opvågninger/amninger, og jeg er altså ved at være godt brugt.

(Han har lige fået tre tænder i rap, så forstår jeg godt at lillefyren sov smådårligt om natten, men vanen har været den samme hele tiden).

Vi flytter så snart som muligt. På mandag får boligselskabet opsigelsen, så skal vi være ude 01.01, så kan jeg se en ende på dum lejlighed og dumme naboer og dum beliggenhed.

Det er godt nok lidt angstprovokerende at opsige uden at have noget i forvejen. Hvis vi ikke finder noget inden vi skal flytte, så camperer vi hos svigermor i en kortere periode indtil vi finder noget.
Det er en fed følelse, nu beslutningen er taget!

10 September 2009

WOW! Tænder

I slutningen af juli fik R sin første tand, i slutningen af august den anden, ved udgangen af august den tredje (tre fortænder i undermunden). Og så troede vi egentlig at der ville være fred i et stykke tid....


Men i går blev han pludselig syg; pjevset, feber (38.7 her til morgen), kvalme (lavede bræk-bevægelser), sov elendigt i nat og havde generelt MEGET ondt af sig selv. Jeg var sikker på at han havde fået forkølelse eller influenza.

Men da jeg skiftede ham lige før, fik jeg kigget på hans gummer, og gudhjælpemig om ikke den fjerde fortand i undermunden og BEGGE de forreste fortænder i overmunden er på vej .

Så ville jeg sgu også have det pænt elendigt! Håber at det ikke varer alt for længe (både for hans for for moderens skyld..........)

03 September 2009

Jeg er den sejeste multitasker

- og bæredimser er helt uundværlige!

Posten kom selvfølgelig forbi, da jeg for en gang skyld ikke var hjemme i hulen, og det var ikke bare 10 m stof eller lidt børnetøj, men derimod vores nye Chariot Corsaire cykelanhænger , som altså kom i en pakke på 1½ m x ½ m x 40 cm, som nu lå på posthuset og lumrede.

Øhhh...hva' gør man så lige, når man ikke har bil og også har en bebs, der skal med på turen? Og i øvrigt skal til åbent hus hos sundhedsplejerskerne også.

Man tager: Sin barnevogn og sin Manduca. Tager derefter til åben hus hos sundhedsplejerskerne. Får sagt højt og tydeligt at man synes kold tyrker (á la GOSG) er en dårlig måde at stoppe natamningen på. Da man skal til at tage afsted, tager man Manducaen (meget tydeligt og midt i det hele) på og falder i snak med en 4-5 stykker og får anbefalet SB, bl.a. til én der havde en RS, men ikke rigtig fik den brugt.

Så går man på posthuset på vejen hjem, og får den søde post dame (jojo, hun er flink og alting, selvom hun arbejder på posthuset. Den eneste jeg nogensinde har mødt, der ikke ser ud som om posthus-arbejde er straffe-arbejde) til at hjælpe med at læsse kassen ovenpå barnevognen (kalechen slået ned).

Trisser lige så stille og roligt hjem med den gigantiske kasse hvilende solidt på barnevognen, og en træt lille fyr i selen. Han falder i søvn 5 min. før vi er er hjemme.

Op i lejligheden. Liste R ud af Manducaen og ned i tremmesengen, R møfle møfle, man giver krammeklud, holder vejret - og han sover videre.

Fræse ned og læsse kassen af barnevognen.

Klapvognen op fra sin faste plads indenfor hoveddøren, og op på vores afsats i opgangen.

Barnevognen ned i kælderen.

Kassen møves lige indenfor hoveddøren. Så kan vi få den båret op sammen, og pakket ud og samlet og beundret, når kæresten komme hjem fra arbejde i aften.

Alle vogne og kasse på plads og R sover. Ta dah .

Pyyyh, lidt fortjent et stykke mørk chokoladeog lidt computertid.