15 April 2010

Projekt Tremmeseng

En lille hverdags-succes.


Indtil nu er R blevet ammet i søvn, har sovet en time eller to i egen seng og derefter resten af natten hos mig. 
Men nu er han begyndte at vågne igen, når jeg lægger ham efter natamningen, og vil ikke lægge sig til at sove igen, medmindre han ligger hos mig og bliver ammet = jeg bliver nødt til at gå i seng kl. 20 og ligge sammen med ham i min seng. Det gider jeg altså ikke hver eneste dag, og det giver mig også en dårlig søvn.

Jeg vil gerne kunne lægge ham, så han kan sove et par timer for sig selv, indtil jeg går i seng. Så derfor Projekt Tremmeseng. På sigt vil det være dejligt hvis han sover hele natten i egen seng, men indtil videre sover han hos mig resten af natten, inkl. natamning. Et skridt ad gangen. Starter (eller rettere slutter) stadig hver aften med en go’nat-amning. Derefter gik det således:

Dag 1: Sad med ham i armene til han sov. 30-45 min.

Dag 2: Sad med ham i armene, til han var afslappet. Lå derefter med ham ved siden af mig, til han sov. 45 min.

Dag 3: Ville ikke lægge sig til at sove ved siden af mig, havde vist luret hvad det drejede sig om. Så over i tremmesengen i stedet. 
Sad ved siden af sengen uden at tage ham op, men lænet ind over sengen, og krammede og aede og sagde ”R sov’ sov’ ” (det forstår han, det har jeg altid sagt, når det var tid til at gå i seng). 
Det tog omkring 30 min, hvor han pev noget (og moderens hjerte bævrede). Derefter tog det vel 15 min. mere hvor han oksede rundt i sengen og småpev, men så faldt han i søvn.

Dag 4: I tremmeseng. Jeg sad ved siden af og aede og krammede efter behov. Han pjevsede lidt, men allerede efter 30 sek. lagde han sig ned første gang, vidste vist hvad det handlede om. Rejste sig og pjevsede og moslede rundt i ca. 10 min., så sov han.

Dag 5: I tremmeseng. Kravlede tre gange rundt om sig selv og lagde sig ned med et enkelt klynk og et suk…og så sov han!
Og nu sidder jeg så her og klokken er kun 20! 
Nu vil jeg sætte mig med en kop the og noget god chokolade, se en kriminalserie i tv og lægge planer for mit have-projekt.

Kæft hvor er jeg glad for at det ikke var værre for ham (og for mig)! På denne måde kan vi jo godt tage små skridt, lidt ad gangen, uden at det bliver alt for traumatiserende for nogen af os.

No comments: