31 December 2011

Hvad julen bragte

Jeg er blevet moster igen!

Vi fik sørme juletræ, et lille et på ca. 1 meter. Jeg nød at have det pyntet farvekoordineret i et rødt tema. Bare i år, til næste år bliver det nok klassisk overlæsset børne-juletræ, som jo egentlig også er det flotteste:




Jeg bliver lige nødt til at vise julemaden frem. Det gik sgu og anden var rigtig god. Jeg var helt målløs; den var ikke bare spiselig, den var rigtig rigtig god: Saftig, smagfuld, saftig, lækker og saftig.

Juleand
- And på 3400 g tages op d. 21. december og tøs op i køleskab. Indmaden tages ud, når man kan få den ud.
- Tænd ovn på 130 C.
- Trim kræet for gumpefedt, og hals.
- Skyl den indvendigt.
- Gnid med salt og peber indvendigt og udvendigt.
- Fyld med udstenede svesker og madæbler (f.eks. Belle de Boskoop) og luk med kødnål.
- Placer på rist.
- Sæt plade nederst i ovnen med fad med 1 dl vand i.
- Steger 4 timer, hæld af og til noget af vandet over.
- Vend og 2 timer på den anden side.
- Grilles til slut (vandfadet taget ud af ovnen), så skindet bliver sprødt. Hold skarpt øje med den, så den ikke bliver branket.

Denne fine nål med inspiration fra vikingetidens kappenåle fik jeg af min mor. Den er vel tænkt som sjalnål. Træet er guldregn. Den er bare så flot, jeg tør næsten ikke bruge den:


R gav mig en fin kalender som  han har lavet i samarbejde med dagplejeren. Jeg fik en lang historie om alt det han han lavet i den, han var meget stolt af den.

Og det var så julen for i år. Meget hyggelig og vellykket.

Hvad man dog finder, når man rydder op...

Jeg har det sidste halve år været i gang med en seriøs udrydning, og er efterhånden nede ved grundfjeldet. Jeg finder ting, som retteligt burde være på museum

Resultatet af dagens udrydning:
Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2325.jpg
Visninger: 57
Størrelse: 122.5 KB
ID: 78574
- En T80 lommeregner med hele 8 MB 
- En walkman . "Beat Boy 60" - og den virker. Mon man kan købe headset til den? Jeg har faktisk næsten lyst til at bruge den, retro-cool
- Mit første kamera, til filmruller. Man selv skulle skrue frem for at kunne tage næste billede.

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2328.jpg
Visninger: 62
Størrelse: 53.4 KB
ID: 78575
- En stak salmebøger og nye testamenter, flere med gotisk skrift (hvor hulan har jeg dem fra??)
- Min gamle filofax, som jeg ikke har brugt siden jeg fik mobil. Den var så smart dengang (i moderigtig millenium-grå), og havde mobilholder i forsiden. Nu virker den bare sådan lidt kikset.
- En 20-franc seddel...som ikke er andet værd end sit papir. Gad vide om man kunne lave noget kunst ud af den.

Monstro der er flere skatte i gemmerne...*sørøversmiley på skattejagt*

26 December 2011

Morgenmad som en muffin

Det er d. 26.december og jeg havde absolut ingenting at lave. Jeg gik og blev lidt gnaven og rastløs, så jeg besluttede mig for at opfinde noget nyt ude i køkkenet. Det skulle være muffins, havde jeg en overordnet idé om.
Hvad havde jeg i skabene? Tørret frugt og nødder, en masse slags flager og i frugtskålen indtil flere slags næsten for gammel frugt.
Hmm....hvad med at tage alle ingredienserne til en god morgenmad, og putte dem i muffins....?
(og angående det der med at "opfinde noget nyt", så er der sikkert hundredevis der har fået idéen før mig og har skrevet om det på internettet, men for mig var idéen altså ny).


Morgenmad som en muffin
3 æg
1 dl farin
1 spsk honning
1 appelsin
2 spsk appelsinsaft
2 bananer
3 spsk olivenolie
2 dl surmælksprodukt (eller vand)
4 dl hvedemel
1 dl fuldkornshvedemel
3 dl flager (jeg brugte havregryn, ruggryn og 5-gryn, alle fra Kornkammeret. Du kunne også erstatte en del af det med müsli)
½ tsk natron
3 tsk bagepulver
1 dl nødder, grofthakkede (eller andre nødder)
1 dl rosiner (eller anden tørret frugt)
½ æble

- Tænd ovnen på 200 C.
- Pisk æggene med farin og honning.
- Mos bananerne med 2 spsk appelsinsaft.
- Skær skallen af appelsinen og skær appelsinen i små stykker.
- Bland æggesnapsen med bananer, appelsin, olie og surmælksprodukt/vand.
- Hak nødderne groft. Min favoritmåde til at hakke groft til kager er i øvrigt sådan her - og jeg har en blender, men sådan her får de en god konsistens til kager:

Husk at lade posen være åben, ellers springer den, når du banker på posen.

- Bland mel og flager med nødder, rosiner, natron og bagepulver.
- Bland de våde ingredienser med de tørre. Det skal bare røres let sammen, og det må gerne være lidt klumpet. Konsistensen skal være tyk og klistret. Kom evt. lidt mere mel eller flager i.
- Kom dejen i muffinsforme.
- Skær ½ æble i små stykker og tryk et par stykker godt ned i hver muffin:

- Drys lidt havregryn ovenpå muffinsne.
- Bages midt i ovnen i 25 min.

R har allerede "godkendt" dem. Go'morgen og god appetit :)

12 December 2011

At starte op med Flylady

Der er nogen, der har forespurgt om jeg ville oversætte lidt af teksten fra Flylady.net til dansk. Jeg vil oversætte lidt hist og pist, men vil naturligvis ikke oversætte alt og de fulde tekster pga. copyrighten.

Her er nogle af lektionerne (Flying Lessons) fra Get Started - siden. Gå derind og læs, og så kan du bruge nedenstående til at få uddybet det, der er knudret at læse på engelsk:

FLYLADYS 11 BUD
- Sørg for at din vask er ren og skinnende
- Kom i tøjet hver morgen, også når du ikke har lyst. Husk snøresko.
- Udfør dine morgen og førsengetids-rutiner hver dag.
- Tillad ikke dig selv at blive ført ud på et sidespor af computeren.
- Ryd op efter dig selv. Hvis du tager det frem, så læg det væk.
- Prøv ikke at udføre to projekter samtidig. EN TING AD GANGEN.
- Tag ikke mere ud, end du kan få på plads igen i løbet af en time.
- Gør noget for dig selv hver dag, måske morgen og aften.
- Arbejd så hurtigt du kan med at få opgaven færdig. Dette vil give dig mere tid til leg senere.
- Smil, selv når du ikke har lyst. Det smitter. Bestem dig til at være glad, og du vil blive glad.
- Glem ikke at grine hver dag. Forkæl dig selv, du fortjener det.

HOLD REGELMÆSSIGT PAUSER
Pauserne er lige så vigtige som aktiviteterne. Take Regular Breaks.
Her følger det på dansk:

"Hver time stopper du i nogle minutter og tager en pause. I løbet af de 15 minutter gør du klar til kamp:
- Lav en liste over hvad der skal gøres.
- Se listen igennem og prioriter opgaverne, men du skal ikke begynde endnu
- Drik noget vand, the eller din favoritdrik
- Brug disse 15 minutter på at slappe af, træk vejret dybt og langsomt og tænk over den næste times tid og hvad du kan få ordnet
- Hold af dine børn
- Kys din mand
- Og så går du tilbage til arbejdet genopladet
I mere af at står og dreje rundt om dig selv og ikke vide hvad du skal gøre som det næste. Du har en plan: du kan gøre dette, hvis du roligt og langsomt tænker det igennem og skriver et par ting ned. Så vil du ikke føle dig så stresset. At være stresset over dette vil ikke hjælpe, det vil bare gøre tingene værre.

Så, nu sætter du din timer til 15 minutter og tager en pause."

Decluttering, altså at rydde ud, er en hjørnesten:

AT RYDDE UD
"Dit hjem er fyldt med ting der roder (clutter), i alle størrelser og former. Det er derfor du er ude af stand til at holde det rent -  du har for mange ting! Det eneste vi beder dig om, er at du sætter din timer og bruger 15 minutter på at rydde ud. Det er det.
Enhver kan gøre hvadsomhelst i 15 minutter, endda hvis du bliver nødt til at dele det op i 5-minutters dele.

Her er de fem redskaber, som vi giver dig for at hjælpe med at rydde ud, og også gøre det sjovt for dig!
Når du får emailsne/huskelisterne fra FlyLady, så prøv dem selv. Hvad har du at miste (udover ting der roder!?):

- 27 Tings Boogie
Denne opgave udfører vi så hurtigt vi kan. Tag en affaldspose og gå gennem dit hjem og smid 27 ting væk. Stop ikke før du har samlet 27 genstande. Luk posen og smid den ud. KIG IKKE I DEN! Smid den bare ud.
Nu tager du en tom kasse og går gennem dit hjem og finder 27 ting til at give væk. Suze Orman fortæller om dette i sin bog The Courage to be Rich. Dette vil ændre energien i dit hjem og fremme gode følelser. Hver gang jeg gør dette, føler jeg mig både bedre tilpas og mit hjem bliver ryddet ud i samtidig. Lige så snart du er færdig, sætter du boksen ud i bilen. Så er du mindre fristet til at "redde" tingene.
Tommelfingerregel: Hvis du har to af en ting, og du kun har brug for en, så skil dig af med den mindst ønskede.

- Hot Spot Brandøvelse
Her er et problem, som vi alle har og bliver ved med at kæmpe med: Hotspots. Hvad er et hotspot?
Et hotspot er et sted, som når vi efterlader det uden opsyn, gradvist vil øges. Min yndlingsanalogi for et hotspot er en skovbrand: Hvis den efterlades, vil den efteråhnden komme ud af kontrol og brænde hele skoven af. Dette er hvad der sker i vores hjem: Hvis hotspottet efterlades uden opsyn, vil de vokse og overtage hele rummet og til sidst få hele huset til at se rædselsfuldt ud.
Når du går ind i et rum, er det det første, du får øje på.
Husk: Rod tiltrækker rod. Har du sådanne områder, som bliver ved med at gro, hvis man overlader dem til sig selv? Ser resten af familien dette som stedet man lægger ting, når  man ikke vil lægge dem på plads.
Det er vores opgave at kvæle dem i opløbet.
Væk med den bunke, find overfladen (bordet, toppen af kommoden osv.) nedenunder og forhindr at dette hotspot bliver til et brølende inferno.
- 5 minutters rumredning
Brug 5 minutter på at rydde en sti i dit værste rum. Du kender dette område i dit hjem: Det sted som du aldrig lader nogen se. Bare 5 minutter om dagen de næste 27 dage, og du vil have et sted, som du kan være stolt af at vise frem.


- Kelly’s daglige mission (i dagens FlightPlan)
Hver dag (eller næsten hver dag) vil Kelly give dig en 5-minutters mission. Det vil være i det område af dit hjem, som vi fokuserer på denne uge (zonen). Disse missioner vil tage dig steder hen, du aldrig har været før. Hav sjov med dem.

- Arbejd i dine zoner
Hver uge vil FlyLady fortælle dig, hvilken zone vi er i. Efter en måned vil du være kommet rundt om de fleste områder i dit hjem. Du skal ikke være bekymret hvis du ikke har været i hvert eneste rum i dit hus i den første måned; efterhånden som et område bliver rent, vil det være nemmere at holde rent, og du vil have mere tid til at gå i gang med de områder, som ikke passer ind i en zone.
Husk: FlyLady vil have at du tager små skridt (BabySteps). Tænk ikke på zonerne indtil du har fået indarbejdet det grundlæggende."

10 December 2011

Aktivitetsjulekalender

Jeg er blevet spurgt hvordan den fungerer, den der aktivitetsjulekalender, jeg omtalte i forbindelse med Rs julekalender-postkasse i forrige indlæg.

Det er egentlig meget simpelt: Jeg lavede en liste over rare ting, der skulle gøres i december, over ting jeg havde lyst til at kreere og over sjove og dejlige ting, vi kunne foretage os sammen.
Listen transformeres så til breve fra julenissen til R hver dag.
Jeg bestemmer mig først et par dage i forvejen hvordan de næste dage skal se ud, så er det nemmest for mig at få det til at passe ind i hverdagen. Men man kunne også lægge det fast fra starten.

Min liste ser bl.a. sådan ud:
- Bage vaniljekranse og kokoskranse
- Bage sirupskager
- Lave havregrynskugler
- Klippe-klistre julepynt
- Male farmor og mormors og morfars julegaver
- Tegne julekort
- Købe juletræ
- En tur i vinter-zoo
- Til julemarked
- Sætte nelliker i og og røde bånd om clementiner
- Lave sjove nisser og bolsjestokke af piberensere
- Trække popcorn på snor som guirlande
- Lave mejsekugler med fedt og fuglefrø
- Kan det jeg havde tænkt mig, alligevel ikke lade sig gøre, eller livet bare betyder at jeg ikke orker at bruge en hel aften på at bage, har jeg spiselige ting i baghånden som dagens gave.

Nogle ting kan strække sig over to dage, eller nogen bliver måske droppet og måske finder jeg på noget ekstra helt impulsivt.
Nissen skriver et brev om, hvad vi skal lave på dagen. Og måske har han lavet kagedej og lagt i køleskabet eller måske har han vedlagt billetter eller penge eller krea-materialer.

De fire søndage fungerer den som almindelig adventskalender.

Jeg synes ikke om at give 24 ligegyldige skrammelting, og på denne måde, med aktiviteterne, sker der stadig noget hver dag.

09 December 2011

...der er ikke længe til

Vi juler inden døre. R er lige præcis gammel nok til at have fattet alt det der med julemanden og nisser og gaver, og synes at det hele er superfantastisk, magisk og tophyggeligt.
Jeg har syet denne julekalender til R, en postkasse (den er ca. ½ meter høj):

Den fungerer som en julesok, der kommer en ny ting i hver dag.

Da det nu er en postkasse, og da jeg desuden ikke er meget for 24 små ligegyldige gaver, så fandt jeg på en aktivitets-julekalender:
Ca. 15 af dagene af de 24 er der brev fra nissen. Nissen fortæller hvad vi skal lave sammen i dag, og har måske købt klippeklistre-materialer, lagt kagedej i køleskabet eller måske vedlagt billetter til noget spændende. Resten af dagene er der enten godter eller små postpakker med gaver i fra nissen.

Lommen med klap:

 Lommen har en et par cm bred kant, så der er god plads i den til små gaver:

Udenpå lommen er broderet hvornår den tømmes næste gang og der er en lille plasticlomme, hvor man kan sætte datoen for hver dag i.

22 November 2011

Sirupskager til julen

I går bagte R og jeg sirupskager. Dejen er så fast, at R godt kunne udstikke figurer selv og lægge dem på pladen (han er knap 3 år gammel). Så han var vældig stolt af sig selv. Kagerne smager fænomenalt  og vil råhyggede os hele aftenen med at lave dem.

Rosens Sirupkager (Svenske pepparkakor ( peberkager ))
150 g brun farin
250 g sirup
150 g margarine
1 tsk. ingefær, 3 tsk. kanel og 1/2 tsk stødte nelliker ELLER 1 pose brunkagekrydderi
2 tsk natron
1 æg
550 g mel
Glasur: Pastauriseret æggehvide, flormelis og evt. frugt farve. Glasuren skal være lidt stiv.

Fremgangsmåde
- Farin, sirup og margarine smeltes sammen i en gryde. Krydderier og natron røres i. (Det skummer meget op, når natronen kommer i, så gryden må ikke være for lille).
- Massen køles af til den er lunken (dvs. kold nok til at håndtere uden at brænde fingrene).
- Æg og mel røres i og dejen æltes sammen.
- Dejen hviler i køleskabet til næste dag.
- Tag dejen ud af køleskabet en halv times tid før brug.
- Dejen er lidt hård til at starte med, men bliver blødere, efterhånden som du arbejder med den.
- Dejen udrulles i ca. ½ cm tykkelse og udstikkes i figurer.
- Bages ved 200 C i 6-8 min. (mine skulle kun have 6 minutter). De er bløde når man tager dem ud, og bliver faste efter et par minutter.

Kagerne kan bruges som julepynt eller juletræspynt. Så prikkes huller med en tandstik, lige efter at de kommer ud af ovnen, inden de bliver hårde. Så kan man sætte snor i hullet.

16 November 2011

Jul uden forbrug

Det lyder lidt som en modsigelse, julen er blevet indbegrebet af forbrug. Men det er jo faktisk ikke det, den handler om.
Og eftersom jeg har meldt mig til Projekt Forbrugt, tænker jeg, at det er et område, hvor man med fordel kan sætte forbruget ned, for dermed samtidig at koncentrere sig om hvad julen egentlig handler om
Og så kan man arbejde på at gøre julen til en højtid, hvor det er samværet, det der er hjemmelavet med kærlighed og selve fejringen af lysets tilbagekomst, der (forhåbentlig) er i højsædet.
Hey, man kan jo lige så godt sigte højt ikk...;)

Hvad angår de mange ting, der indgår i julen, har jeg tænkt følgende:
Vi skal holde julen i år (5 voksne og et barn) og der skal jo småkager og konfekt, juletræ og julepynt og julemad osv. til. Generelt er julen er meget meget vigtig for mig, og jeg vil gerne spare, men jeg vil ikke undvære det, der er en "rigtig" jul for mig. Så hellere lade være med at fejre min fødselsdag. Men der er masser af steder at spare og masser af områder, man kan lade være med at købe, eller købe brugt.

- Småkager og konfekt. Bager selv, bortset fra klejner. Selvfølgelig skal der indkøbes ingredienser, men uden småkager og konfekt er det altså ikke en rigtig jul.

- Julepynt. Laver selv. Jeg har allerede lavet en flagranke og en håndfuld syede "peberkage"- figurer til juletræet. Ikke så stor en opgave som jeg troede, så jeg kan sagtens overskue det, når jeg bare tager det lidt ad gangen.

- Juletræ. Det kan jeg altså bare ikke undvære, jeg har tænkt på det, men ingen jul uden juletræ. Så jeg har besluttet (og fået kæresten med på) at vi skal have et lille et (max. 1 m). Så skal der heller ikke så meget julepynt til

- Julemad. Jeg er allerede begyndt at købe kolonialvarerne, når jeg ser tilbud. Rapanden fra svigerbedsterne ligger allerede i fryseren. Jeg er ved at lave en liste over hvad vi skal bruge juleaften og i juledagene, så jeg kan være på forkant, det sparer sikkert også penge. Alt bortset fra kirsebærsaucen bliver hjemmelavet.
- Julegaverne har jeg småkøbt på siden august, når jeg har fundet noget der er godt og billigt. Jeg har et julegavebudget og det overskrides ikke, så må jeg bare være kreativ.

- Julekalender til R.
*Han får SÅ mange gaver fra en myriade af familiemedlemmer, så jeg har besluttet at hans julegave fra os, får han som julekalender. Jeg ved ikke om den går næste år, men i år gør den i hvertfald. Jeg regner med at købe en kasse med noget med mange dele (f.eks. BRIO), der kan leges med, selvom man ikke har det hele. Så bliver det delt i 12 eller 15 eller 21 pakker eller hvor mange der nu er til.
*Desuden bliver der en aktivitets-julekalender, hvor vi har en lille opgave hver dag (i et fint brev fra nissen måske). Det kan være noget klippe-klistre, bage, gå en tur, tage på julemarked og kigge på ting osv. osv. Generelt ting der ikke koster andet end materialer jeg allerede har, men det er ok hvis der et par af dagene er noget, der koster lidt (f.eks. en pose brændte mandler på julemarkedet) - men det skal være stemningsskabende og ikke bare købe for at købe.

- Gavepapir (4 ruller for 10 kr.) købte jeg i slutningen af oktober nede i den lokale Spar der havde sidste års rester på tilbud. Jeg har før brugt brunt indpakningspapir og så brugt flotte (dyre) bånd, sløjfer osv., men nogen blev totalt fornærmede over at få gaver i brunt indpakningspapir, selvom jeg havde brugt en masse tid og energi på fancy pynt, så det tør jeg sgu ikke mere....
Men sidste år blev gaverne til bedsterne fra R pakket ind i brunt indpakningspapir, som han havde hygget sig med at tegne på.

- Kalenderlys med tal, også fra Spar til 5 kr. Laver juledekoration selv som en del af aktivitetskalenderen.

- Adventskalenderen. Har en stor pose fyrfadslys, så har besluttet at de skal opbruges, før der kommer flere lys i huset. Regner med at finde på en eller anden slags dekoration, hvor jeg kan indpasse dem. Så er det også nemmere at skifte ud, og man kan bruge den mere, end med en adventskalender med store lys.

15 November 2011

Projekt Forbrugt

Projekt Forbrugt (klik på linket).

Jeg har meldt mig til et projekt, der ligger tæt op af, hvordan jeg har levet de sidste to år. Jeg napper lige et år mere, og kan forhåbentlig få gode tips. Fra Facebook-siden:
"Kort fortalt går det ud på, at deltagerne i projektet lover sig selv og hinanden ikke at købe noget som helst nyt i 2012 (og gerne længere). Resten af 2011 forestiller jeg mig, at vi kan bruge på at overveje deltagelse, melde os under fanerne, dele tanker og idéer m.v. Man må selvfølgelig gerne købe mad, medicin, rengøringsmidler, (undertøj) o.lign., selv om man også her med fordel kan overveje, om der er noget, man kan undvære eller skaffe på anden vis end ved at købe nyt.
Derudover skal der være plads til, at hver deltager/familie beslutter sig for egne undtagelser (f.eks. gaver, børnesko osv.)."


Projektet handler dybest set om at tænke grundigt over, hvad man virkelig har brug for, hvad man kan nøjes med, hvad der egentligt er vigtigt og nødvendigt. Og der kan det være en hjælp at tage en kold tyrker, så det er nemmere at se det hele klart.

Undtagelserne 
Gennemtænk grundig hvad dine undtagelser for året skal være og skriv dem ned, så du har det konkret (Få evt. andre til at skrive det under som en juridisk dokument, bare for sjov, det kan hjælpe med at føle sig forpligtet).
Og så ikke noget med at tilføje flere ting, og lave flere undtagelser hen ad vejen, så spænder du ben for dine egne gode intentioner.
Vær realistisk, når du laver listen, men overvej også hvor nødvendige tingene egentlig er (Er det af lyst eller er det af praktisk nødvendighed, at tingene er uundværlige?).
- Jeg har f.eks. en undtagelse, der hedder, at jeg må købe strømpebukser for 500 kr. Jeg har ikke købt tøj i flere år, men jeg går meget i nederdel og kan ikke undvære strømpebukserne, og de har det altså med at gå i stykker. Så der har jeg realistisk vurderet, hvad jeg har brug for: Max. 10 par gode holdbare kvalitetsstrømpebukser á max. 50 kr. (og jeg fandt dem sgu til den pris, da jeg havde kigget længe nok).
- Jeg har også én der hedder "oplevelser" (den er i øvrigt på 1500 kr til hele året, ikke indberegnet transport). Det kan være årskort til zoo eller en tur i Jernbanemuseet, eller at besøge venner en weekend. Jeg har på forhånd besluttet hvor mange penge, der må bruges der, og de må så strække.
Jeg ved, at det ville blive for surt, hvis vi slet ikke skulle nogen sjove ting i spare-iverens navn - eller også ville vi ende med at bruge penge, vi ikke havde, fordi vi pludselig følte en vild trang til underholdning. Så det er en nødvendig undtagelse af hensyn til familiens livskvalitet.

- Jeg må købe håndarbejdstilbehør for 50-100 kr. om måneden. Jeg sparer meget på at sy selv, men det skal ikke være et carte blanche til at købe materialer: Jeg må kun købe ting, som jeg konkret skal bruge til et konkret projekt, jeg er i gang med, og det skal være ting, jeg ikke selv kan lave. Så jeg må godt købe lynlåse og klikspænder, men jeg må f.eks. ikke købe strygemærker (for jeg kan jo applikere noget selv).
Men intet stof overhovedet! Men også her har jeg en undtagelse: Jeg skal have købt et par meter denim til R til nye bukser, når han rammer str. 98 (men jeg skal først lave nogle stykker af hans fars gamle bukser, før jeg må). Og hvis jeg ikke kan finde gode brugte trøjer billigt nok, må jeg købe noget trøjestof til at sy til ham.

- Derudover har jeg i flere år sparet op, så jeg kan skifte mit oldtidsfund af en computer ud. Den er tæt på ikke engang at kunne trække at logge ind med NemID, så den synger virkelig på sidste vers, den er så forældet at bannerreklamer kan få den til at gå ned.
Nogen kunne måske godt leve uden en computer, men for mig er det en absolut nødvendighed (søge jobs, gå på jobnet, bruge netbank, tjekke breve fra diverse forsyningsvirksomheder og andre ting der kører over pbs, ændre oplysninger på dette og hint, se og ændre skatteoplysninger osv.).

Det er bare et eksempel på mine undtagelser. Nu slut med hvad jeg gerne må købe og i gang med ikke at købe, juhuuu! :)

13 November 2011

Håndværkeren i arbejde

Sådan samler man et IKEA LACK-bord:
Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2143.jpg
Visninger: 40
Størrelse: 28.4 KB
ID: 76602

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2145.jpg
Visninger: 28
Størrelse: 30.1 KB
ID: 76603

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2144.jpg
Visninger: 27
Størrelse: 48.8 KB
ID: 76604

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2146.jpg
Visninger: 33
Størrelse: 28.9 KB
ID: 76605

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2149.jpg
Visninger: 30
Størrelse: 26.0 KB
ID: 76606
Jeg gik i gang med at sætte de 3 af benene på, og R fik lov til at lege med det sidste og skruen, så jeg havde fri til det. 

Og..........så efter at have set mig gøre det, skruede han skruen i, fandt hullet i benet og begyndte at skrue benet på. Jeg sværger, det er ikke opstillede billeder det her, han gjorde det selv.
Jeg måtte skrue benet de sidste 5 cm i, det var for stramt til ham, men ellers gjorde han det helt selv. 

Det er MIN knægt, det der!

10 November 2011

Færre ting, mere frihed

I løbet af de 11 år der er gået, siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg akkumuleret og samlet ting, ting og ting. Og for hver gang jeg flyttede, blev læsset bare større og større.
Men ikke mere! De sidste par måneder har jeg sorteret og valgt ud og ryddet ud og forenklet.
Endelig ikke for meget af gangen, så mister man gejsten, inden man er kommet et par skridt. Men lidt ad gangen, en lille smule, 15 min. om dagen eller bare 5 minutter om dagen (husk at sætte timeren og stoppe når den ringer).

Jeg har stillet mig selv spørgsmål som:
Elsker jeg denne ting?
Har jeg brugt den i løbet af det sidste år?
Er det i virkeligheden affald?
Har jeg en anden af disse, der er bedre?
Behøver jeg virkelig to?
Har den affektionsværdi?
Eller får den mig til at føle mig dårlig tilpas, ked af det eller skyldig, når jeg ser den?
Disse spørgsmål stammer fra http://flylady.net/ .
Resten af artiklen om at rydde ud kan læses her: Decluttering. Artiklen er rigtig god og systematisk, og der er forslag til forskellige måder at rydde ud på (f.eks. "27 ting så hurtigt som muligt", "5 minutter om dagen i dit værste rum", "Fjern et Hotspot").

Her den anden dag tog jeg fat i min strømpebukseskuffe. Jeg går næsten altid i kjoler eller nederdele (da jeg ikke passer ind i standardformen i bukser. Jeg er normalvægtig, men åbenbart "forkert" formet), så jeg har rigtig mange strømpebukser og nylonstrømper og leggins. Men på det seneste syntes jeg at jeg ikke rigtig havde nogen at tage på, selvom skuffen bugnede.
Så bunden i vejret på skuffen:
- De første 15 par var nemme, de havde huller i, ud med dem (Jeg bildte mig selv ind at jeg gemte et par stykker "til at have på under bukser", "hullet sidder på låret, så jeg kan bare have en lang nederdel på", "hullet sidder på foden, så man kan ikke se det, når jeg har sko på", men det endte altid med at vælge dem fra, og så er det jo lamt at have dem til at ligge og fylde op).
- Derefter røg 6-8 par, som jeg aldrig brugte, til genbrug.
- Der var også 5 par knænylonstrømper, sådan nogen bruger jeg ikke, ud med dem.
- Der var også flere par uldne leggins og uldne "cykelshorts" som ikke hørte til der.
Tilbage var: 10 par leggins (som kom i en lille æske for sig selv), 2 par tynde nylonstrømper, 1 par mikrofiberstrømper, 2 par tykkere vinterstrømpebukser.

Ahh.....dejlig at være komme af med rodet. Og så kunne jeg også se, at det ikke var noget, jeg bildte mig ind: Jeg manglede da virkelig strømpebukser. Så jeg fandt et godt tilbud og købte 7 par (og 2 par tykke leggins).
Nu nyder jeg at åbne strømpebukseskuffen og vide, at det, der er i den, er noget jeg bruger og noget, der er brugbart. Et irritationsmoment mindre i hverdagen :).

 Hvis du godt kunne tænke dig at komme igang med FlyLady, så vælg BabySteps, det er den mest overskuelige måde at komme i gang med.

09 November 2011

FlyLady Ugeplan

Så fandt jeg en måde at vise min ugeplan på. Den er en tabel, så jeg har måttet udtrække tingene hver for sig, for at det gav mening.

Den er opstillet med ugedagene, og så er der fire kolonner:
- Den første hedder "Dagens fokus" (Daily Focus).
- Den ene hedder "Ugentlig rengøring" (Weekly Blessing of the House),
- den næste hedder "Plan" (og er forskellige ting, der skal gøres på ugentlig basis, "Basic Weekly Plan")
- Og den sidste hedder "15 minutter".

Dagens fokus
Jeg har flyttet om på hvilke dage jeg gør hvad, så det passer til min hverdag.

Mandag: Rengøring
Tirsdag: Strømlin afgangshallen
Onsdag: Anti-overspringsdag (anti-procrastination)
Torsdag: Går ærinder
Fredag: Genoplad
Lørdag: Familiedag
Søndag: Planlægger ugen (madplan, huskeseddel, aktiviteter) og leger

Ugentlig rengøring, mandag
Det er en let rengøring af tilgængelige overflader og det åbenlyse, der skal gøres rent. Den mere detaljerede rengøring hører til i "15 min".

Ca. 1 time, max. 10 minutter til hver opgave:
- Rydder ud i magasiner og papirer, tømmer papirkurv
- Støver af
- Pudser spejle
- Skifter sengetøj (hver anden uge)
- Tørrer ovn og mikroovn over
- Støvsuger
- Vasker gulve

Dagens plan
Mandag: Vander planter 
Tirsdag: Ordn taske, opslagstavle og entremøbel
Onsdag: Dobbelt portion aftensmad
Torsdag: Afleverer biblioteksbøger
Fredag: Gør noget godt for mig selv.
Lørdag: Dobbelt portion aftensmad
Søndag: 30 minutter i haven

’15 minutter’
Må max. bruge 15 minutter på én (OG KUN ÉN) af følgende ting:
1. Forenkler/udrydder i ugens rum (decluttering)
2. Månedens vane (habit of the month)
3. Mission
4. Detaljeret rengøring (detail cleaning).

Hvis den ting, jeg vælger at gøre, viser sig at tage mindre end 15 minutter, så inkluderer jeg den Ugentlige Rengøring eller vasketøjet el.lign. i de 15 minutter, så jeg aligevel forsætter til uret ringer, OG SÅ STOPPER JEG. Det er faktisk det allervigtigste: at stoppe efter 15 min. og lade resten ligge.

R er i øvrigt ret vild med det. Mor bruger 15 min. på noget kedeligt, og når bip-uret ringer, så ved han at jeg er fri til at lege. Det giver også mig meget frihed fordi jeg ikke hele tiden sidder og tænker at jeg burde lægge et eller andet på plads, eller at bryggerset trænger til at blive gjort rent, eller x, y eller z, men kan koncenterere mig om ham og lade resten ligge.
 
Det store billede
Det skal jo så sammenholdes med min Dagsliste, som er:
Morgenrutine (som inkluderer at tømme opvasker),
Madlavningsrutine (som inkluderer at skylle af og vaske gryder op) og
Aften/førsengetidsrutine (som inkluderer en ultra-let oprydning og at hænge vasketøj op).

Når man på denne måde pinder det ud, så kan det godt se overvældende ud, men i virkeligheden er det lige omvendt: Jeg kan slappe af i bevidstheden om, at jeg aldrig kommer til at stå og skal gøre hele huset rent lørdag formiddag eller står med 8 maskiner vasketøj.
En lille smule hist og her, og så har jeg faktisk meget mere tid til mig selv og til at hygge med familien. I går så f.eks. sådan ud:

Min dag
Morgen
- Morgenrutine (smuksere, tøj, mad, haps tasker, afsted).
Eftermiddag
- Støve af (tog ca. 2 minutter. Eftersom jeg gør det en gang om ugen, bliver det aldrig så slemt. Gøres gerne i løb :D ).
- Sæt en maskine vasketøj over (også to minutter).
- Så var der FRI, vel knap en time.
Madlavning
- Madlavningsrutine (lave mad,  skylle af mens det simrer, (spise hehe), ordne gryder)
Aften
- 15 min. (ryddede op i bryggerset, og gjorde det så hurtigt jeg kunne. Ikke noget med at nusse, bare nå så meget man kan på 15 min. Og det var altså nok til at ordne det hele, når man er så effektiv som man kan).
- FRI igen vel ca. 1½ time. Derefter:
- Aftenrutine (Lave madpakke, hænge vasketøj op, lægge tøj frem til næste dag. Bruge to minutter på at rydde lidt op og 2 minutter på at gøre håndvask ren og lægge ny klud og nyt viskestykke ud).

Disse lister hjælper mig med at få samlet de praktiske opgaver i klumper som udføres i korte tidsrum, og så kan jeg dase og lege i resten af tiden som jeg har lyst til.

07 November 2011

Glædelig jul og velbekomme


Pyyyyyyhhhh. 3 wanna-be-grøntsagslasagner:  12 portioner og kun 500 g kød. Derudover 1 squash, 3 snackpeberfrugter, store 4 gulerødder,  ½ halvslatten broccoli og 250 g champignoner og (foruden rigeligt med ostesovs og lasagneplader).
Der var jeg glad for snittepladerne på min food processor!

R fik sin julegave i går. Jeg var i Bilka og faldt over et rigtig godt tilbud på Brio, som jeg havde tænkt mig at r skulle have i julegave. Men jeg havde jo R med og han så kassen, og så var det jo lidt svært at lægge den væk, da vi kom hjem og sige at han først måtte lege med det om 2 måneder...

Såeeehhh....Glædelig jul! ;)
R er helt ekset med sit nye Cargo Harbour sæt med containerskib, kran og godsvogne. Han legede med det hele resten af dagen, tog vognene med i seng. Det første han sagde, da han vågnede, var "Hvor' mine toge?" Og så ville han op og ind i stuen og lege med det igen. OG ville have det med i dagpleje.
Jeg tror at jeg tør vove, at sige at gaven var en succes ;).

05 November 2011

Ingefærkylling

Min favoritopskrift på kylling:

Ingefærkyllingegryde med lime
Krydderpasta:
1 grofthakket løg
6 grofthakkede røde chili uden løg
4 fed knust hvidløg
1 tsk finthakket citrongræs (kun det hvide)
1 spsk finthakket frisk ingefær
1 tsk stødt gurkemeje

1,6 kg kyllingefileter (eller en hel udbenet kylling)
60 ml olie
1 dåse kokosmælk
2 lime skåret i halve
maizena
1 tsk fiskesauce
2 spsk friske korianderblade
2 lime skåret i kvarte til serveringen

- Krydderpasta: Hak løg, chili, hvidløg, citrongræs, ingefær og gurkemeje i en foodprocessor i et par minutter til blandingen er blevet til en grov, tyk pasta.
- Varm olien op i en stor, tykbundet gryde (eller wok) og kom krydderpastaen i. Kog den ved lav varme, rør nu og da, i 10 min. eller til det dufter krydret.
- Bland kødet i og lynsteg i 2 minutter ved høj varme, sorg for at stykkerne er godt dækket af krydderpastaen.
- Tilsæt kokosmælk, 125 ml vand og de halve lime. Lad blandingen simre i 20-25 min. eller til kødet er mørk, rør regelmæssigt.
- Jævn retten med lidt at væsken fra gryden og maizena
- Kassér de halve lime. Kom fiskesaucen i, drys med korianderblade og server retten med limebåde og ris.

04 November 2011

Frisk grønt i november

Hvor er november egentlig bleg og mørk. Og de af mine krukkeplanter, som ikke kan tåle frost, er kradset af. Jeg savnede virkelig at kunne plukke frisk basilikum.

Jeg kunne selvfølgelig gå i gang med at dyrke nogle nye fra frø, men det er bare ikke lige sæsonen for at finde frø. Og desuden ville jeg være bekymret for om det er lyst nok og lyst længe nok til at de ville spire ordentligt.
Men I ved de der friske krydderurter i kompostérbar potte, som man kan købe i supermarkederne? De der friske blade som man bruger af en eller to omgange, og så er de ribbet og bliver smidt ud? De er faktisk forvoksede kimplanter. Det er ikke bare én plante, men mange.
Og hvis man piller alle disse planter fra hinanden, fylder en større potte med noget lækker krukkejord og fordeler planterne med noget større afstand deri:
Så har man vupti en stor potte frisk grønt, der spreder livsglæde og laver nye blade, så længe man husker at vande den (lav evt en ring af ståltråd på en pinde, der kan holde planterne oppe til de kan holde sig selv).

Og dette er også et sparetip: En potte krydderurter koster kun ca. 10 kr. Det er billigere end en pose frø.
Og hvis du glemmer at vande og din krydderurt går ud efter et par uger, så har du stadig sparet på at købe flere af de små potter med krydderurter i mellemtiden, du har sluppet for triste tørrede urter og du har haft noget grønt og livsbekræftende i vindueskarmen.

03 November 2011

Grønne boller

Jeg har fundet en dejlig opskrift på boller, som man kan putte grøntsager og rodfrugter i.
Det er en rigtig god idé, det der med at komme grønt i boller (og brød): 
- De bliver mere saftige, og holder sig friske og lækre længere.
- Der er mange fibre i og der er sikkert også lidt vitaminer og mineraler tilbage (som ikke er blevet brændt af), som der ellers ikke er i brød og det glykæmisk index er lavere end for hvide boller (dvs. de går langsommere i blodet, så blodsukkeret ikke farer op og ned).
- Desuden er det en god opskrift til at få brugt grøntsagsrester og surmælksprodukts-rester.

Så har de boller da næsten glorie på....Lav dem og red verden smurt med smør.

Grøntsagsboller

50 g gær (eller 25 g gær og dobbelt hævetid)
1 dl lunkent vand
350-400 g groftrevne/fintstrimlede grøntsager som courgette/squash, spinat, broccoli eller kål (erstat evt. noget af surmælksproduktet med noget syrlig saft/most).
250-300 g rodfrugt som gulerod, pastinak, persillerod, knoldselleri (tilsæt lidt æbler også), rødbeder (tilsæt evt. en smule ribssaft også).
6 dl surmælksprodukt (erstat evt. en del med vand). Hvis du bruger rodfrugter, skal du tilsætte ½-1 dl væske mere.
½-1 tsk salt
Evt. 1-1½ dl kerner.
Mel ca. :
6-7 dl hvedemel
4 dl groft fuldkornsmel
2 dl grahamsmel eller rugmel
NB! Melangivelserne er kun vejledende. Alt efter hvor friske dine grøntsager er, hvor mange kerner du kommer i og hvordan dit mel er, kan melforbruget variere. Der skal mel i, til dejen næsten ikke klistrer, og du kan lave boller af den. Kom endelig ikke for meget mel i.

Sådan gør du:
- Varm vandet op til lillefingertemperatur og rør gæren ud i det. Det må ikke være over 37 C.
- Varm surmælksproduktet (+ evt. ekstra væske) op til lillefingertemperatur.
- Kom de revne grøntsager i gærvandet og derefter surmælksproduktet, salt og melet lidt ad gangen.
- Ælt dejen i 10 min i hånden eller 5 min. i køkkenmaskinen
(Bruger du køkkenmaskine kan du evt. tilbageholde 1/4 af hvedemelet og ælte det i i hånden efter hævningen. Ellers kan det være svært at få ikke-klistrende dej).
- Hæver i 40 min. (eller 1½ time ved halv gærmængde).
- Formes til boller, der sættes tæt på bagepladen (1½-2 cm mellem hver).
- Efterhæver i 20 min. (eller 30-40 min. ved halv gærmængde).
- De skal ikke pensles.
- Tænd for ovnen på 250 C. Når bollerne sættes ind, skruer du ned på 225 C.
- Bages i ca. 20 min.

Holder sig friske og saftige i mindst 4-5 dage. Er gode at fryse.

Nyt fra vestfronten

Jeg har været underdrejet i 1½ uge med lngebetændelse, men er nu ved at være ovenpå igen. Så der er også på tide at få opdateret bloggen.
Hvad nyt så?

Jeg har bagt småkager. De er fra et lille Amo-hæfte og skulle vist forestille at være amerikanske cookies, men der er mere dansk småkage over dem, trods udseendet. Men bortset fra begrebsfovirringen smagte det fantastisk og R var meget stolt over at hjælpe til med at lave dem (og spørger hele tiden om vi ikke skal lave nogle flere af dem):

Jeg fik også lavet lidt småprojekter færdige. Blandt andet en indkøbspose af en gammel T-shirt:

Da jeg fik det lidt bedre var jeg ude på et par gåture og nyde vejret. Hvor jeg dog elsker efteråret! Det er en kliche, men jeg er totalt ligeglad. Jeg nyyyyder bare efteråret, så længe det varer.


30 October 2011

Rødkål med jordskokker og æbler

 Jeg har et gigantisk rødkålshoved i køleskabet, så jeg valgte at lave en rødkålssalat til i stedet for at lave persillesovs til flæsken. Rødkål passer godt til flæsk.

I grøntsagsskuffen lå der: Rødkål, jordskokker og æbler. Hey, det passede da egentlig ret godt sammen. Så det blev transformeret til salat:


Rødkålssalat med jordskokker og æbler
Tilbehør til 6 personer
1/8 rødkålshoved
1 stort æble
200 g jordskokker
En god håndfuld rosiner
hvidvinseddike
olivenolie.

Skræl jordskokkerne og skær dem i tynde skiver.
Striml rødkålen fint.
Bland begge dele godt og hæld eddike og olie over. Rør godt.
Skær æblet i ret små stykker (både, der skæres i 3 stykker) og kom det i salaten også.
Drys med rosiner.
Lad salaten trække en times tid.

Nu skal jeg bare have fundet på 100 rødkålsvariationer mere....

28 October 2011

"Mor, solen har sovet over sig"

Det sagde R, min søn på 2½ i dag. Jeg kan godt følge ham, man går og kigger efter den der sol, som er begyndt at lege gemmeleg under horisonten.

Nå, jeg har lavet et par retter, som er kommet gennem nåleøjet og fundet værdige til at komme i arkivet her på bloggen. Det er onsdagsretter, som er den dag, hvor jeg bare ikke har tid til at lave mad.

Først en opgradering af den gode, gammeldags "studentermad" dvs. spaghetti med ketchup og en dåse tun.
Denne her version går fint som aftensmad til familien og er italiensk i det. Og så er den næsten lige så hurtig at lave som originalen.

Pasta med tomatsauce, oliven og tun
2 fed hvidløg, banket let
En eller anden lille grøntsagsrest
En dåse hakkede tomater
Salt og peber
1 dåse tun i olie
En lille håndfuld persille
Nogle få basilikumblade
8 oliven uden sten, halverede
Pasta til 4 personer

Sæt vand over til pasta (og kog pastaen når vandet koger, ikk').
Hvidløgsfeddene varmes let i gryden, grøntsagsresten tilsættes.
Tilsæt tomater, salt og peber og lad saucen koge godt ind, 10-15 min. tager det.
Rør basilikum, persille og oliven i. Lad det koge endnu et par minutter, tilsæt evt. lidt vand, så saucen ikke bliver for tør.
Til sidst vender du tunen i meget forsigtigt. Det skal ikke fordeles eller findeles, de skal stadig være i ret store klumper. Når tunen er varmet, vender du retten i pastaen og så er der serveret.


Den anden ret er ikke lige så hurtig at lave, til gengæld er den god at lave i forvejen, den bliver kun bedre af at trække. Den er oprindelig inspireret af en brochure fra Kræftens Bekæmpelse. Den mætter nok til at været et aftensmåltid i sig selv:

Rødbede-sellerisalat
1 kg blandet knoldselleri og rødbeder
Olivenolie
Saft af en citron 
2 spsk rødvinseddike
8 skiver bacon eller 150 g bacon i små stykker.
1 håndfuld hakket bredbladet persille
Salt og peber
1 æble
Tilbehør: Brød

Skær knoldselleri og rødbeder i stave der er ca. 5 cm lange.
Steg dem sammen på en stor pande eller en sautepande i olivenolie i 15-20 min.
Kom citronsaften over rodfrugterne sammen med rødvinseddike og vend det rundt. Det trækker indtil det er kølet ned.
Steg baconstykkerne let og dryp dem af på en køkkenrulle.
Vend persillen i rodfrugterne sammen med bacon og smag til med salt og peber.
Skær æblet i ret små både og vend det i til sidst.
Server med rugbrød eller grovbrød.

Jeg lavede en flok squashboller til at servere til. De blev virkelig lækre, det er utroligt hvad revne grøntsager gør for boller mht. saftighed:

Squashboller
50 g gær
1 dl lunkent vand
6 dl surmælksprodukt
½ dl olivenolie
1½ dl groft revet squash (ca. 100 g)
½-1 tsk salt
5 dl grahamsmel
2 dl groft fuldkornsmel
6 dl hvedemel

Rør gæren ud i vandet.
Opvarm surmælksproduktet og olivenolie til det er lillefingervarmt. Hæld blandingen over gæren.
Tilsæt den revne squash. Til salt og melet.
Æltes i 10 i hånden eller 5 min. i røremaskinen.
Hæver tildækket i 40 min.
Tryk luften let ud af dejen, og lav 24 boller. Lægges på en plade med bagepapir.
Tænd for ovnen på 250 C
Imens ovnen varmer op efterhæver bollerne i 20 min.
Sæt rundstykkerne ind midt i ovnen og sænk varmen til 225 C. Bag i 20 min.

21 October 2011

Cottage Pie og æblemos

Nu skal jeg jo ikke gå i den anden grøft og helt holde op med at poste mine opskrifter.
I går lavede jeg Cottage Pie. I kender måske Shepherd's Pie, som egentlig laves med fårekød. Varianten med oksekød hedder Cottage pie (selvom det er den, som flest kender som Shepherd's Pie).
Min version er mere end generel vejledning end en opskrift, Cottage (og Shepherd's) Pie er jo nærmest en slags biksemad, så der er vide grænser for hvad man kan komme i.

Uh, det der kartoffelmos med ost på, nammenammenam, og kødsovnen bliver bare så saftig af at blive bagt under "låg".

Cottage Pie
4-6 personer
Kød"sovs":
1 kg hakket oksekød
3 snackpeberfrugter (egentlig et stort løg, men jeg er jo allergisk)
2 fed hvidløg
1 lille dåse tomatpuré 
1 lille dåse majs
2 dl ærter
½-1 spsk worcestershiresauce / HP sauce

1 oksebouilonterning og 2 dl vand
Salt og peber
Timian efter smag (½-2 tsk)
Desuden måske en stor gulerod og evt. grøntsagsagtige rester fra køleskabet

Kartoffelmos:
1 kg kartofler
Salt efter smag
1 spsk smør
lidt mælk
En smule muskatnød

150 g reven ost


Kog kartoflerne og lav mos af dem. Bland 1 spsk smør i. Bland den revne ost i. Du kan komme en smule mælk i, men hvis den er for blød, flyder den ud, når man laver retten.

Lav en kødsovs med ingredienserne listet ovenfor. Start som vanligt med at svitse løg og hvidløg og der efter brune kødet. Evt. grøntsager skal være i rimelig små stykker.
Når alt er i gryden koges det igennem 10 min. (Tænd samtidig for ovnen på 200 C).

Kom kødsovsen i bunden af det ildfaste fad og bred kartoffelmosen ud over. Det skal dække kødsovsen helt. Riv riller i kartoffelmosen med en gaffel. Kom reven ost over kartoffelmosen.
Bag i ovnen i 30 minutter. Giv evt. 5 min. på varmluft til sidst.


Og så fik endelig brugt den der smarte æbleudstikker jeg fik i gave for et par år siden. Det tog kun 10 minutter at udstikke et ordentligt læs æbler. Jeg fik helt fyldt den store 8-liters gryde og så simrede det ellers løs (æblemos er bare æble i stykker, en slat vand i bunden, koge og og derefter lade simre til det er mos).
Det boblede for sig selv mens jeg lavede Pien.

Og der blev til ca. 5 liter æblemos til fryseren. Min indre henkogende og selvforsyningselskede oldemor er meget glad nu ;).

Min flyvende FlyLady Dagsliste

Her er så min dagsliste, som ønsket af mine læsere.
Den er en kombination af FlyLadys Flightplan, Morning Routine og Before Bedtime Routine samt hendes råd om menuplanlægning.
Og lidt andet af mit eget, hvor jeg synes at hendes råd ikke passede til mig eller jeg manglede noget.

Som jeg skrev i mit forrige indlæg føler jeg ikke at jeg SKAL gøre alle tingene på listen. Det er bare en hjælp til at huske de ting, jeg alligevel har brug for at gøre.
Så kan jeg være på forkant, og jeg ikke altid render rundt og føler mig bagefter - og grubler over hvad det nu er, jeg har glemt at gøre/tænke over/tage stilling til.

Morgen/formiddag
Morgenrutine
- Tøj på og morgentoilette.
- Tør over og børst (swish and swipe): Tør vask og vandhane i badeværelset over med en fugtig mikrofiberklud (bare ligesom når du tørrer køkkenbordet af) og kør lige toiletbørsten rundt i toilettet.

- Sæt plejeprodukter væk, når du har brugt dem.
- Lav mad til mig selv
- Væk R, tøj på med det samme, lav mad til ham
Sæt dig ned og spis.
- Husk dine vitaminer
- Tjek kalenderen. Tænk over dagen.
- Tænk på dig selv/morgenmeditation.
- Tøm evt. opvasker.

Huskenoter til dagen
- Hvad skal vi have til aftensmad? (og har jeg taget kød op?)
- Husk at drikke rigeligt vand.
- Skriv ting på indkøbslisten, når jeg kommer i tanke om dem.

Eftermiddag
'15 minutter' (se Ugelisten)
- Månedens Vane, Ugens zone eller Dagens Mission.
- Kan evt. erstattes af at udrydde overflødige ejendele og simplificere (de-cluttering).

Vasketøj
-
Tjek om der er vasketøj nok til en vask (evt. en lille uld/skåne). Sæt over.

Aftensmad og opvask

- Begynd på aftensmad så tidligt som muligt, forbered.
- Gør evt. ingredienser til næste dags aftensmad klar, mens dagens mad simrer (snitte grønt, tage kød op af fryseren osv.)
- Fyld vaskebalje halvt med sæbevand og skyl af efterhånden.
- Uddeleger borddækningen.
- Efter maden skyller hver person sin tallerken/bestik/glas af og sætter i opvasker.
- Vask gryder op med det samme efter maden.
- Tænd opvaskemaskine

Aften
Oprydning (max. 15 min.)
- Stue:  Læg vildfarne ting på plads.
- Bad: Rens toiletkummen hurtigt og tør toilettet over (det gør jeg altså ikke hver dag, men bare et par gange om ugen).
- Køkken: Rengør køkkenvasken (shine) og læg ren karklud og rent vaskestykke ud.
- Entre og bryggers: Udryd et Hotspot, hæng vasketøj op (Man kan udrydde et Hotspot et andet sted, men for mig er det det Hotspot, der hurtigst vokser, så det er vigtigt at gøre noget ved det ofte).

Tænk over i morgen
- Tjek kalenderen.
- Sæt morgensmadsservice klar, og tænk over morgenmad.
- Gør evt. ingredienser til næste dags aftensmad klar (snitte grønt, tage kød op af fryseren osv.)

Inden sengetid
- Lav madpakke
- Læg det, du ikke vil glemme, klar i entréen.
- Hvor er pung, nøgler, mobil og buskort?
- Hvad kan jeg gøre i aften, der vil gøre i morgen tidlig nemmere?
- Brug to minutter på at rydde et Hotspot.
- Læg tøj klar til i morgen
- Aftentoilette.
- Læg brugt tøj til vask
- Gå i seng i ordentlig tid.

20 October 2011

FlyLady sådan mere konkret

Jeg fik et spørgsmål til mit forrige indlæg om FlyLady, om det med at tilpasse lister og rutiner til danske forhold.
Jeg har oversat dem og samtidig slettet det, jeg ikke synes passede til min hverdag og tilføjet nyt, der gør.

Jeg vil lige sige noget først:
-  Det er ikke sådan, at jeg føler, at jeg SKAL følge det hele slavisk. Det er bare en hjælp. De udførlige lister er bare ment som en hjælpende husker.
- Det er ikke meningen, at man f.eks. skal forårsrengøre køkkenet hver aften, man skal bare gøre sin vask ren. Og det er det samme med de andre punkter: Bare en smule, bare i midten, bare overfladisk, bare nok. Fordi man laver en smule hver eneste dag, er det ikke nødvendigt at komme helt i bund med hver eneste opgave. De små og overskuelige opgaver gør at man med tiden netop kommer i bund. Vil du gøre det hele på én gang, og gøre det perfekt, så er risikoen meget større for at gå ned på det og give op.
- Hvis jeg ikke får gjort noget af det en bestemt dag, så føler jeg ikke, at jeg skal gøre dobbelt dagen efter; Jeg fortsætter bare med den nye dag, og når det, jeg nu når.

Jeg har:
*En Dagsliste med
- Morgenrutine
- Eftermiddagsrutine og
- Før Sengetidsrutine
Egentlig bare en skematisk opstilling af de ting, jeg har brug for at gøre, så jeg kan følge listen og dermed husker dem og får dem gjort mere effektivt og hurtigere. Den er en sammenskrivning af forskellige lister og råd.

*En Ugeliste, der er en simpel tabel med syv rækker med ugens syv dage.
Og med tre kolonner:
- Dagens Opgave,
- Dagens Fokus og
- Hvilke dage jeg laver dagens Mission, Ugens Zone og Månedens Vane (jeg laver ikke dem alle hver dag, men hver af dem et par gange om ugen). Hvad der så præcist er dagens mission, ugens zone og månedens vane læser jeg mig til i nyhedsbrevene.

*Desuden har jeg 4 siders lang liste, som er den Detaljerede Rengøringsliste. Det er den, man først skal begynde at følge, når man er kommet helt i bund med udrydningen af rodet, og har fundet pladser til sine ting, og har fået skabt sig gode hverdagsrutiner - og generelt har fået styr på hytten og hverdagen. Der er jeg med andre ord ikke helt nået til endnu...;)

Listen er delt ind i uger og zoner. Der 12-14 ting, man kan gøre i den pågældende zone i løbet af den uge.
Man skal IKKE lave alle tingene den pågældende uge, bare en smule, hvad man nu synes passer ind i ens hverdag: 3-4-5 ting i løbet af ugen. Hver af dem tager måske 10-15 min.

Selvom man måske synes at idéen om at gøre rent HVER dag er træls, så betyder det, at når det er overstået har jeg friiiii, og endnu vigtigere: Skal ikke bruge hele lørdagen på at rydde op, gøre rent eller vaske
tøj.
Jeg har tilrettet listen en del, da amerikanerne åbenbart lever meget traditionelt, og dvs. med masser af forskellige små rum og masser af nipsgenstande. Og der var også andre små kulturelle forskelle, der gjorde det nødvendigt at ændre lidt (jeg har ikke nogen træterasse foran huset eller skriver takke-kort ustandseligt).
Der hvor jeg slettede nogen ting, har jeg indført lidt med rengøring i forhaven/carporten og på terassen/skuret i baghaven, for FlyLady beskæftiger sig ikke med det udendørs.
Jeg glæder mig faktisk, til jeg er nået dertil, hvor jeg kan gå i gang med at bruge listen.
 
Nå men så sidder I på pinde og vil gerne se mine lister? Altså de er jo lidt lange, så jeg vil skrive dem i ét indlæg for hver, så kan jeg også samtidig komme med kommentarer til punkterne. Mere følger....

19 October 2011

Det der FlyLady-noget

Har du hørt om det? En bekendt anbefalede det til mig for et par år siden. Det er en hjemmeside og nyhedsbrev, der handler om at organisere sit hjem og sit liv:
Få ryddet ud i alle de overflødige ejendele
Få nogle enkle og overskuelige rengøringsrutiner
Få planlagt sin hverdag, så man ikke konstant stresser rundt og er bagud.

Jeg meldte mig ind, fik nyhedsbrevene (som en daily digest, ellers får man 20 mails om dagen) og læste lidt på hjemmesiden.
Og jeg kunne da godt se, at der var nogle gode idéer om, hvordan man kunne gøre det hele mere overskueligt i hverdagen.

Men det var bare SÅ amerikansk. Altså helt ærligt, jeg måtte virkelig himle nogen gange over måden, de tænkte på, over hvordan deres liv tilsyneladende så ud (især de der mængder af hjemmegående husmødre), og generelt var det bare så grinagtigt nogen gange.
Den der logo-overvægtige-dame-fe-insekt var da for latterlig.
Og så gad jeg bare ikke at skulle gøre tingene præcis, som hende FlyLadyen sagde. Mit liv er IKKE ligesom de der amerikaneres, og jeg passede bare slet ikke ind i skabelonen. Så jeg fik ikke rigtig brugt det.

Men så for 3-4 måneder siden besluttede jeg mig til at få lavet nogle lister, for at kunne gøre rent mere effektivt. Og jeg kunne ikke rigtig få det til at fungere.
Så jeg tænkte at jeg ville lige nappe rengøringslisterne fra FlyLadyhjemmesiden og lige læse nyhedsbrevene et par dage, så jeg lige kunne fange hverdags-planlægningen. Jeg behøvede jo ikke at involvere mig mere.

Her var det så, at den metaforiske lyspære blev tændt over hovedet på mig:
En af de første dage jeg fik nyhedsbrevet, skrev hun om, at man skulle tilpasse FlyLady til sit eget liv.
At hvis man følte, at man skulle gøre det hele præcis, som det var skrevet - eller man syntes, at man ikke kunne bruge rådene, fordi ens liv ikke lige var sådan som rådene gik ud fra - lod man sin perfektionisme styre. Og som det ofte går, når man gør det, så får man ingenting gjort, fordi man ikke kan gøre det perfekt.
Den sved! Ok så, du har måske en lille smule fat i noget. Så gik jeg med til at blive hængende lidt mere.

Jeg begyndte så at tage de forskellige opgaver, fokusser og rutiner og tilpasse dem til mit eget liv, og så fungerede det. Bare sådan!
Ikke at jeg pludselig havde styr på alting, men jeg oplevede pludselig at det virkede, og virkede godt. Vores hjem blev mindre rodet, jeg fik ryddet ud i masser af rod og overflødige ting, jeg fik etableret nogle mere effektive rutiner.
Men det vigtigste var, at jeg fik mere overskud i hverdagen. Og det var det, der var mit primære mål.

Jeg har især nærlæst det hun skriver om perfektionisme:
- Det er ok ikke at være perfekt (og det er ok at have gjort det forkert). Vi er ikke perfekte, og hvis vi, eller andre, forventer det af os, er der kun ét muligt resultat: At fejle.
- Det er ok ikke at gøre det "godt nok", det er bedre end ingenting at gøre.
- Det er ok at gøre en smule, selvom man ikke kan nå at blive færdig.
- Det er ok at sortere i 15 (eller 7 eller 2) minutter om dagen, jeg behøver ikke at flå alt ud af skabet og gøre det hele på én gang.

At virkelig forstå det, ikke bare vide det intellektuelt, har gjort den store forskel for mig. Og ikke bare når det drejer sig om hjem og hverdag, men også generelt.
Jeg havde ikke troet, at jeg skulle rydde ud i andet end mit hjem, men det lader til, at jeg også får ryddet ud i mit hoved ;). De overflødige tankemønstre ryger på genbrugen sammen med pap og forældede elektriske apparater. Yay!

Ok, jeg er overbevist! Det virker faktisk. Jeg griner stadig lidt af de der amerikanske husmødres tankegang hist og her.
Men den grundlæggende struktur og idé i FlyLady er virkelig solid og meget brugbar, og jeg kan varmt anbefale af afprøve det.
Du kan tage et smugkik her : http://flylady.net
(Og hvis du beslutter dig til at afprøve det, så vælg der, hvor der står BabySteps. Det er den bedste måde at komme i gang på).

18 October 2011

Forkælet med selvforsyning

Mine forældre kom på besøg den netop overståede weekend. De hjalp med at indrette R's værelse og samle hans nye seng, og tilrette den til hans værelse (Mere om det om en uges tid, når vi er helt færdige. Det bliver SÅ fedt).  Men som om det ikke var nok, så kom de med gaver, det burde da have været OS der gav DEM noget for at være så hjælpsomme...altså andet end mad og kage.

Og så sidder jeg og småklukker lidt for mig selv over disse billeder og over min fars snedkereren i Rs værelse.
Hvordan kunne jeg blive andet end interesseret i havedyrkning, selvforsyning, genbrug og generel gør-det-selv med sådan et par forældre!

Almindelige og røde kartofler fra min mors have, let plettede, men fantastisk smagende Fillipa-æbler, der snart bliver til mos i fryseren, så jeg kan nyde sommerens frugter i løber af vinteren, de allersidste majs, en håndfuld friske kidneybønner (som R hjalp med at udbælge, han syntes at det var fantastisk sjovt), som skal tørres og så sås til næste år oh et hokkaido-græskar. Såå fint, jeg synes næsten at det er synd at bruge det ;) 

Det ville min far åbenbart ikke stå tilbage for, for han havde en spand honning med fra egne bier
Det var 4 liter som dryppede fra, da de rensede tavlerne. Det er ikke afskrab, men afdryp, så kvaliteten er fin, men det kan ikke sælges. Sådan restehonning, og også f.eks. honning med for højt vandindhold, får vi som regel, og så laver vi mjød på det.

Uhm.....jeg glæder mig til at eksperimentere med mjød-smagstilsætninger igen. Hindbærmjøden var fantastisk, bær-mjøds-konceptet skal helt klart forfølges noget mere.

17 October 2011

Frisk rodfrugt-efterårssalat

Havde mine forældre på besøg i weekenden for at hjælpe med indretningen af børneværelset (mere om det senere). Denne salat fik vi som tilbehør til aftensmaden.
Det er den indtil videre allerbedste anvendelse for både knoldselleri og jordskokker, jeg har fundet!
De bliver sprøde, lette, delikate og friske, men stadig med en anelse rodfrugtpræg.

Efterårssalat med knoldselleri, jordskokker, æbler og valnødder
½ knoldselleri eller et lille knoldselleri
3 æbler (spiseæbler eller ikke alt for syrlige madæbler)
200 g jordskokker
En god stor håndfuld bredbladet persille
50 g valnødder

Dressing:
½ dl olivenolie
½ citron
Salt og peber

Rør dressingen sammen.
Skræl knoldselleriet, og lav lange brede strimler med kartoffelskrælleren eller et mandolinjern.
Skræl jordskokkerne og skær dem i smalle skiver.
Kom dressingen i knoldselleri-jordskokkeblandingen og vend godt rundt.
Skær æblerne i smalle både, og hak persillen mellemgroft, Bland det og valnødderne i salaten.
Skal lige trække 10-15 min. før brug.

Passer rigtig godt til traditionelle kødretter.

15 October 2011

Vægpynt (så kan man heller ikke se det ødelagte tapet)

Vi havde den her store hvide væg bag sofaen. Ikke et problem, jeg er ikke bange for store hvide vægge. Men vi bor bare ikke minimalistisk eller funkisagtigt nok til at store hvide vægge ser "færdigt" ud. Det så mere ud som om, vi ikke rigtig var flyttet ind (og så var der også den der flænge fra da det sidste vægpynt skvattede ned og sømmet flåede 3-4 cm tapet op).
Dog ingen grund til at tilplastre væggen med Monet og familiebilleder. Hm...noget enkelt, men også lidt sprælsk.

Og der viste min tendens til "Den kunne jeg få brug for på et tidspunkt" sig rent faktisk at være en fordel.
- Jeg havde et  bladløst wallsticker-træ, som jeg engang havde købt i Søstrene Grene til 30-40 kr.
Det passede perfekt til at gro op af sofaen.
- Og så har jeg gang i et efterårs-pynt-projekt. Nogle små fugle (skabelon her ). Det er helt enkelt to lag stof omkring dobbeltklæbende vlieseline (vliesofix). De passede perfekt til at sidde på grenene af træet.
De har alle sammen forskelligt stof på hver sin side, og man kun se den ene side sådan her. Men hva', næste år hænger jeg dem på en pyntegren eller i vindueskarmen.

Og når jeg nu alligevel var ved at forny indretningen, så tog jeg mig sammen og fik lavet det pokkers dørgardin færdigt. Det trækker lidt fra vores entre og ind i stuen om vinteren, og der er ingen dør i døråbningen. Derfor dørgardin.
Egentlig et ret nemt projekt, men jeg er stadig ved at kaste op af gardinsyning, efter at jeg syede trelags gardiner til hele hytten (som har meget store vinduer og mange af dem) sidste år. Men nu er det gjort! Og jeg er faktisk ret godt tilfreds med resultatet (også udseendet, men mest det I ikke kan mærke: Ingen træk!).

Brunt lagenlærred mod entreen, grønt mod stuen. Og så flonel i midten.
En strip møbelstof forneden til at give mere tyngde til gardinet.

14 October 2011

Urtethe, der ikke smager af akvarie

Jeg er helt vild med den urte-the, der hedder Cool Mint. Man ville ikke gætte at det "kun" er urter. Der er lakrid, æblestykker, pebermynte og citrongræs i og den smager fantastisk.

Jeg har fået anbefalet nogle flere urte-theer, som har de samme gode karakteristika:
- At de ikke smager af akvarie eller tørt ukrudt,
- At de er lækre og luksusagtige og
- At de ikke føles som en udrensnings-faste-kur fra 70'erne.
- Og at de er the-agtige (hvad det så end vil sige ).

Her er en lille liste af theer, folk mener jeg absolut må prøve:
- Marcussens universal-the med en smule lakridsthe i. Både varm og kold.
- Yogithe ved navn Sweet Chili
- Løv Organic
- Himmelsthe
- Husets urte-the (fra Tiger)
- Sundhedsthe (også Tiger)
- Alt fra Pukka the


(Jer der også læser hvad jeg skriver inde på Slyngebarn, vil muligvis opleve lidt dejavu i den nærmeste fremtid. Jeg hiver lidt fra mine tråde herind, så jeg nemmere kan finde info igen og kan gemme de små historier om R).

12 October 2011

Slut med rod ved vasken

Et område af min bolig, der altid har irriteret mig er vasken, den var bare aldrig rigtig ren eller ryddelig. 
Nu er jeg begyndt at give den en god rengøring om aftenen. Ikke det vilde, bare ren, det tager et minut eller to.
Det er altså rart at stå op til, og andre i familien smider ikke alt muligt i vasken, når den er ren, men skyller det af og sætter det faktisk væk.

Men så var der også området omkring vasken: Karkluden, opvaskebørsterne, skrubbebørsten, der altid lå og rodede og aldrig blev helt rene eller tørre, og blev flyttet rundt konstant. Jeg har godt nok en køkken-ting-holder, men den er bare alt for lille.
Og så er de den der opvaskemiddel-flaske som altid blev stoppet, og man kom til at bruge for meget, når man vendte den på hovedet for at få noget ud.

Men her den anden dag fandt jeg et badeværelsessæt i IKEA, som hedder LIMMAREN. Det passede perfekt til at være køkkensæt. Opvaskemiddel i sæbebeholderen, skrubbebørsten i sæbeskålen, og så købte jeg en lille vase, som opvaskebørsterne kan stå i.
Karkluden kan nu få karkludeholderen for sig selv og bliver rent faktisk tør.

Jeg købte en firkantet lyseblå tallerken til at stille det hele på, den passer godt til vores køkken. Man kunne bruge hvilken som helst slags og farve fad eller flad tallerken, som kan tåle vand. Fordi LIMMAREN er ufarvet glas, passer det til alt. 
Og så er vores bordplade meget mere ryddelig nu, og nemmere at gøre rent. Det er sgu egentlig meget rart.

11 October 2011

Brownies version 2

Produktudvikling er en god ting! Min sædvanlige brownie var slet ikke så ringe igen. Men her kommer den ny version, den bedste brownie i mands minde:

Luksus-brownies
3½ dl sukker
4 æg
150 g mørk chokolade, 70%
4 spsk kakao (bagekakao, ikke drikkekakao)
200 g smør (smør, ikke Kærgården, ikke stegemargarine)
½ tsk salt
130 g hvedemel
200 g nødder, en blanding af hasselnødder og peanuts, pistacenødder og/eller pecannødder (lad dig ikke lokke til kun at bruge hasselnødder. Det er de ekstra slags nødder, der hæver denne brownie over det sædvandlige).

Sæt ovnen på 175 C
Rør/pisk æg og sukker sammen med et piskeris. Det skal IKKE piskes luftigt.
Hak chokoladen groft.
Smelt smørret, tag det af varmen og rør chokoladen i.
Hak nødderne groft.
Pisk chokolade-smørmassen i æggemassen.
Rør mel, salt, kakao og nødder i.
Beklæd en form på ca. med bagepapor og hæld dejen i.
Bages midt i ovnen i ca. 20-25 min. (den vil stadig være klistret i midten). [I min ovn kræver det 30 min. men den varmer også virkelig elendigt].
Lad den afkøle 10-15 min. og skær den i tern på 3 x 3 cm.

Spis med øko-vaniljeis eller creme fraiche til. Eller udskåret frugt. Eller hvad du nu har lyst til, den er lækker til alt.
Opbevares i køleskabet (det bliver den faktisk bedre af) og har ret lang holdbarhed. Tag stykkerne ud en halv times tid før spisning, så smager de af mest.

Jeg spiste den med mangosorbet til. Det er om muligt det bedste tilbehør jeg nogensinde har smagt til en chokoladekage. Opskriften er simpel:

Mangosorbet
1 stor meget moden mango
55 g sukker
1 lime, saft og skal (så en usprøjtet)

Skræl mangoen og skrab så meget frugtkød af du kan. Skær i små stykker.
Kom i en skål med sukker, saften af limen og skal af halvdelen af limen.
Rør sammen og lad stå natten over i køleskabet.
Blend med stavblender eller i blenderen til det er cremet.
Smag om det trænger til mere sukker.
Hæld en smule vand ved (et par spsk), og rør sammen
Kom i en boks med låg og stil i fryseren.
Efter en times tid piskes det igennem grundigt. Gør endnu et par gange mens det indfryser.
Når det er næsten helt stift, skal det lige have en sidste omgang (jeg kom det i blenderen til sidste omgang, for at være sikker på at få smadret iskrystallerne).

Har du en ismaskine, kan du selvfølgelig også lave det i den.


Glæd dig til en himmerigsmundfuld!

05 October 2011

Hurtig-mad der smager rigtig lækkert

Jeg vil lave ny kategori her: Hurtig aftensmad. Nu jeg igen bidrager til samfundet 37 timer om ugen, er der noget mindre tid til at kokkerere. Men jeg vil alligevel gerne prøve om jeg ikke kan nå at lave lækker mad.
Det vil enten være mad, der er klar på meget kort tid - eller mad som er klar efter en rimelig tid og som kræver en meget lille arbejdsindsats.

Jeg starter med lidt variationer over pasta med tomater + færdiglavet kød.

Først denne, som kæresten misundte mig den anden dag:

Pasta med reste-kødboller (variation over spaghetti med kødboller)
400 g kødboller, okse eller svin/okse (En rest hakkebøffer fungerer fortrinligt, frikadeller kan sikkert også bruges)
En god håndfuld hakket persille
½ tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt kanel
Et lille rødløg
2 hvidløgsfed, let bankede
1 dåse tomater
Lidt tørret basilikum eller et par friske blade
Pasta til 4 personer
Revet ost til servering

Hak løget fint og steg det et par minutter med spidskommen og kanel.
Kom hvidløgsfeddene i og efter et minuts tid tomaterne.
Salt og basilikum i og så småsimrer det i 10 min.
Sæt pastaen over at koge.
Tilsæt kødbollerne, evt. sammen med lidt ekstra vand og lad det koge til tomatsaucen har en god konsistens.
Når pastaen er færdig vendes den med lidt smør.
Server med revet ost til at putte på toppen.


Den næste er denne her, som jeg har stor-nydt i aften:
Den er virkelig hurtig - hvis man har været forudseende. Så den er god til de dage, hvor man ved på forhånd at man ikke vil have ret meget tid til madlavningen.

Pasta med bacon, ærter og tomatsovs
Pasta til 4 personer
1 dåse hakkede tomater
250 g bacontern, som du har stegt i forvejen (de kan fryses). 
Lidt af baconfedtet (hæld i en lille bøtte, når du har stegt baconen)
250 g frosne ærter
En god håndfuld persille
Et drys basilikum
Salt og peber
Revet ost


Sæt pastaen over at koge.
Kom de froste ærter i en mikroovnegnet bøtte og kog dem i mikroovnen.
Varm baconfedtet op på panden. Kom de hakkede tomater på, lidt salt og peber.  Kog i en 10 min's tid, til tomaterne er tyknet.
Hak imens persillen, dæk bord og ryd op i køkkenet....eller hvad der nu kræver din tid.
Ærterne er nu færdige.
Kom ærterne, den stegte bacon, persille og basilikum i tomatsaucen. Varm det igennem og server!

Har du bedre tid, kan du lave denne ret uden forberedelse ved først at stege baconen, når du går i gang med at lave maden.

28 September 2011

Farsrulle med krydderurter og feta

Nøj, det smagte godt!
Mine ene søster og familien kom på besøg og jeg afprøvede en ny opskrift: Farsrulle med masser af friske krydderurter fra haven (kruspersille, timian og basilikum).
- Farsen var helt simpel: 1 kg oksekød, et par dl oksefond, 2 æg, salt og peber.
- Jeg smurte farsen ud på bagepapir, kom feta (200 g) og krydderurter (2 sammenpressede dl) på og så rullede jeg rullen samme ved hjælp af bagepapiret.
- Og så ind i ovnen med den og bage i ca. 45 min. Dryppede den med den saft, der løb fra, halvvejs.
Og det var så det. Smagen var fantastisk, men den er ikke særlig fotogen....
Svoger lavede persillesovs på skyen, mmmmmmmmmmm, nam nam.

Jeg serverede den med ovnbagte rodfrugter: Kartofler, gulerødder, pastinakker og rødbeder. Vendt i olivenolie og drysset med timian. Fik vel ca. 1 time. Hold op hvor bliver de gode af ovnbagning!


Og så bagte æbler med snask (smør, sukker, kanel, rosiner) i midten, og økologisk vaniljeis.

(Jeg er egentlig forholdvis ligeglad med at isen er øko, men det er et hit, at det er "rigtig" is og ikke et kunstprodukt, der lader som om. Fantastisk smag, man tænker: "Nå ja, det er jo sådan at is skal smage").

Vi blev alle mætte og glade, og jeg er superglad, fordi jeg fik lavet en rigtig dejlig gæstemiddag, der fungerede (Jo jeg er, gå væk Jantelov. Jeg har virkelig kæmpet med gæstemiddage før, og klapper altså mig selv på ryggen, nu jeg har fået styr på det).

Men det vigtigste var, at alle havde en rigtig dejlig dag; jeg var glad for at få besøg af familien her i eksilet, mænnerne snakkede fo'bold og fætter og kusiner råhyggede sig sammen.

02 September 2011

Vi smovser :)

Se hvad vi har i haven. Det bliver en sorgens dag for R, når hindbærsæsonen slutter. Han er SÅ vild med dem (og med konceptet med at man kan ud i haven og bare hente maden i stedet for at købe den, hehe).



Og så har kogebogen Vidunderlig Vegetar endnu en gang fundet hjem til mig fra biblioteket. Jeg gik og savnede den hele tiden. Jeg er ikke, og bliver nok aldrig, vegetar, men det er bare en fantastisk kogebog. Jeg må og skal altså have fundet nogle penge til at købe mit eget eksemplar!

Jeg har afprøvet:
- Appelsin-daddel-kage hvor væsken er appelsinsaft, smørret er dadler og melet er couscous. Lyder sært, men den var simpelthen fantastisk. Minder mig om noget man ville få på en rigtig god café


- Vegetarmoussaka med oksekød i. Ja lidt en umulighed ikk. Men jeg brugte opskriften på moussaka fra kogebogen.
På den måde fik jeg proppet en masse lækre grøntsager og lækre tilberedninger og gode krydringer i den, og så kom jeg 400 g oksekød i ét af lagene.

Der var mad til ca. 6-8 portioner (og det ildfaste fad er af alm. størrelse). Og så med kun 400 g kød!

Og så prøvede jeg det samme med lasagne. Opskriften på vegetarlasagne og så 400 g oksekød. Her var der til 6 portioner.

Det bliver ikke sidste gang jeg prøver denne fremgangsmåde med at bruge vegetarretter og så tilsætte en smule kød.
 Det gør det meget nemmere at få masser af grøntsager, når man bruger opskrifter, hvor det grønne er primærfødevaren og ikke kød.