10 February 2011

Min store lille dreng

Årh, han vokser fra mig......

Dp har lige været her og hente R. Vi bor midtvejs mellem hende og legestuen, så hver torsdag svinger hun ind omkring og tager ham med. 
I dag kom skraldebilen lige da hun også kom. R ville bare have overtøj på så hurtigt som muligt. Jeg hjælper ham ned ad dørtrinene og han drøner hen til fortovet for at se skraldebilen. Dp "klipser" hans hånd på barnevognen med en effektiv bevægelse og de veksler nogle ord om skraldebilen. Han går med store skridt sammen med dp, der har lidt travlt. Jeg står henne i døren og siger som sædvanligt: "Hej hej, vi ses i eftermiddag". 
R har ikke tid til at kigge på mig, da jeg siger farvel, er i tvivl om han overhovedet hørte det. Skraldebil og legestue og den store spændende verden trækker mere. 

Min lille baby! Det var lige før at jeg havde lyst til at løbe efter dem og sige, at jeg havde fortrudt, i dag skulle han være hjemme hos mig, og hygge og putte og hoppe og læse bøger sammen med mig. 
Han bliver så stor så hurtigt, og har ikke mere brug for min konstante opmærksomhed. Godt at det snart er weekend, så han kan være min i et par dage igen. 
"Min"? Det har han aldrig været; han er sin egen, jeg har ham bare til låns. Jeg må skynde mig at nyde det, mens jeg kan.

No comments: