15 November 2011

Projekt Forbrugt

Projekt Forbrugt (klik på linket).

Jeg har meldt mig til et projekt, der ligger tæt op af, hvordan jeg har levet de sidste to år. Jeg napper lige et år mere, og kan forhåbentlig få gode tips. Fra Facebook-siden:
"Kort fortalt går det ud på, at deltagerne i projektet lover sig selv og hinanden ikke at købe noget som helst nyt i 2012 (og gerne længere). Resten af 2011 forestiller jeg mig, at vi kan bruge på at overveje deltagelse, melde os under fanerne, dele tanker og idéer m.v. Man må selvfølgelig gerne købe mad, medicin, rengøringsmidler, (undertøj) o.lign., selv om man også her med fordel kan overveje, om der er noget, man kan undvære eller skaffe på anden vis end ved at købe nyt.
Derudover skal der være plads til, at hver deltager/familie beslutter sig for egne undtagelser (f.eks. gaver, børnesko osv.)."


Projektet handler dybest set om at tænke grundigt over, hvad man virkelig har brug for, hvad man kan nøjes med, hvad der egentligt er vigtigt og nødvendigt. Og der kan det være en hjælp at tage en kold tyrker, så det er nemmere at se det hele klart.

Undtagelserne 
Gennemtænk grundig hvad dine undtagelser for året skal være og skriv dem ned, så du har det konkret (Få evt. andre til at skrive det under som en juridisk dokument, bare for sjov, det kan hjælpe med at føle sig forpligtet).
Og så ikke noget med at tilføje flere ting, og lave flere undtagelser hen ad vejen, så spænder du ben for dine egne gode intentioner.
Vær realistisk, når du laver listen, men overvej også hvor nødvendige tingene egentlig er (Er det af lyst eller er det af praktisk nødvendighed, at tingene er uundværlige?).
- Jeg har f.eks. en undtagelse, der hedder, at jeg må købe strømpebukser for 500 kr. Jeg har ikke købt tøj i flere år, men jeg går meget i nederdel og kan ikke undvære strømpebukserne, og de har det altså med at gå i stykker. Så der har jeg realistisk vurderet, hvad jeg har brug for: Max. 10 par gode holdbare kvalitetsstrømpebukser á max. 50 kr. (og jeg fandt dem sgu til den pris, da jeg havde kigget længe nok).
- Jeg har også én der hedder "oplevelser" (den er i øvrigt på 1500 kr til hele året, ikke indberegnet transport). Det kan være årskort til zoo eller en tur i Jernbanemuseet, eller at besøge venner en weekend. Jeg har på forhånd besluttet hvor mange penge, der må bruges der, og de må så strække.
Jeg ved, at det ville blive for surt, hvis vi slet ikke skulle nogen sjove ting i spare-iverens navn - eller også ville vi ende med at bruge penge, vi ikke havde, fordi vi pludselig følte en vild trang til underholdning. Så det er en nødvendig undtagelse af hensyn til familiens livskvalitet.

- Jeg må købe håndarbejdstilbehør for 50-100 kr. om måneden. Jeg sparer meget på at sy selv, men det skal ikke være et carte blanche til at købe materialer: Jeg må kun købe ting, som jeg konkret skal bruge til et konkret projekt, jeg er i gang med, og det skal være ting, jeg ikke selv kan lave. Så jeg må godt købe lynlåse og klikspænder, men jeg må f.eks. ikke købe strygemærker (for jeg kan jo applikere noget selv).
Men intet stof overhovedet! Men også her har jeg en undtagelse: Jeg skal have købt et par meter denim til R til nye bukser, når han rammer str. 98 (men jeg skal først lave nogle stykker af hans fars gamle bukser, før jeg må). Og hvis jeg ikke kan finde gode brugte trøjer billigt nok, må jeg købe noget trøjestof til at sy til ham.

- Derudover har jeg i flere år sparet op, så jeg kan skifte mit oldtidsfund af en computer ud. Den er tæt på ikke engang at kunne trække at logge ind med NemID, så den synger virkelig på sidste vers, den er så forældet at bannerreklamer kan få den til at gå ned.
Nogen kunne måske godt leve uden en computer, men for mig er det en absolut nødvendighed (søge jobs, gå på jobnet, bruge netbank, tjekke breve fra diverse forsyningsvirksomheder og andre ting der kører over pbs, ændre oplysninger på dette og hint, se og ændre skatteoplysninger osv.).

Det er bare et eksempel på mine undtagelser. Nu slut med hvad jeg gerne må købe og i gang med ikke at købe, juhuuu! :)

No comments: