26 December 2011

Morgenmad som en muffin

Det er d. 26.december og jeg havde absolut ingenting at lave. Jeg gik og blev lidt gnaven og rastløs, så jeg besluttede mig for at opfinde noget nyt ude i køkkenet. Det skulle være muffins, havde jeg en overordnet idé om.
Hvad havde jeg i skabene? Tørret frugt og nødder, en masse slags flager og i frugtskålen indtil flere slags næsten for gammel frugt.
Hmm....hvad med at tage alle ingredienserne til en god morgenmad, og putte dem i muffins....?
(og angående det der med at "opfinde noget nyt", så er der sikkert hundredevis der har fået idéen før mig og har skrevet om det på internettet, men for mig var idéen altså ny).


Morgenmad som en muffin
3 æg
1 dl farin
1 spsk honning
1 appelsin
2 spsk appelsinsaft
2 bananer
3 spsk olivenolie
2 dl surmælksprodukt (eller vand)
4 dl hvedemel
1 dl fuldkornshvedemel
3 dl flager (jeg brugte havregryn, ruggryn og 5-gryn, alle fra Kornkammeret. Du kunne også erstatte en del af det med müsli)
½ tsk natron
3 tsk bagepulver
1 dl nødder, grofthakkede (eller andre nødder)
1 dl rosiner (eller anden tørret frugt)
½ æble

- Tænd ovnen på 200 C.
- Pisk æggene med farin og honning.
- Mos bananerne med 2 spsk appelsinsaft.
- Skær skallen af appelsinen og skær appelsinen i små stykker.
- Bland æggesnapsen med bananer, appelsin, olie og surmælksprodukt/vand.
- Hak nødderne groft. Min favoritmåde til at hakke groft til kager er i øvrigt sådan her - og jeg har en blender, men sådan her får de en god konsistens til kager:

Husk at lade posen være åben, ellers springer den, når du banker på posen.

- Bland mel og flager med nødder, rosiner, natron og bagepulver.
- Bland de våde ingredienser med de tørre. Det skal bare røres let sammen, og det må gerne være lidt klumpet. Konsistensen skal være tyk og klistret. Kom evt. lidt mere mel eller flager i.
- Kom dejen i muffinsforme.
- Skær ½ æble i små stykker og tryk et par stykker godt ned i hver muffin:

- Drys lidt havregryn ovenpå muffinsne.
- Bages midt i ovnen i 25 min.

R har allerede "godkendt" dem. Go'morgen og god appetit :)

No comments: