25 April 2011

Pandebrød



Pandebrød - brød stegt på en pande. Det er ikke fladbrød, det kan mere beskrives som et almindeligt, men fladt, brød, uden gær og bagt på en pande.

Det er superlækkert og meget saftigt og smagfuldt. Man kan bruge f.eks. skvalderkål, hakkede brændenælder, ramsløg, skovsyre, vejbred osv.
Vil man være mere konventionel er brødet også godt med krydderurter som f.eks. timian, merian, basilikum, rosmarin osv. Eller man kan blande revne grøntsager i, f.eks. bladselleri eller gulerødder.
Brødene er gode til både let sommermad og til f.eks. grillmad.

Alt efter hvilket hævemiddel man bruger, får brødet forskelligt udtryk, konsistens og smag.

1. Pandebrød med ukrudt - med bagepulver
Får en blød, smuldrende konsistens, ligesom scones

2 dl ukrudt (mål godt trykket sammen og uden stilke)
200 g hvedemel (erstat evt. en smule af det med grovere mel)
½ tsk salt
2½ tsk bagepulver
2 spsk margarine eller smør
En smule honning
1,5 dl skummetmælk

Striml de skoldede blade af f.eks. skvalderkål fint. Bland dem med mel, salt og bagepulver. Smuldr margarine/smør i og tilsæt derefter mælk.
Rør dejen sammen, dejen skal være blank, ikke klistret.
Dejen  formes til et rundt brød, ca. 3 cm tykt over det hele, og ridses, så den kan deles i seks stykker bagefter. Tryk evt. lidt havregryn eller andre flager på dejen.
Brødet kommes på en pande, der forinden er drysset med mel og bages under låg i 10-15 min., til det er gyldent. Hvis man ikke har låg til sin pande, kan man vende brødet efter 2/3 af tiden i stedet.

2. Pandebrød med ukrudt - med surdej
En anelse syrligt og smagfuldt med sej krumme

1 dl surdej
0,5 dl vand
50 g hvedemel

2 dl ukrudt (målt godt trykket sammen og uden stilke)
150 g hvedemel (erstat evt. en smule af det med grovere mel)
½ tsk salt
2½ tsk bagepulver
2 spsk margarine eller smør
En smule honning
1 dl skummetmælk

Fordej:
Bland 0,5 dl surdej med 0,5 dl vand og 50 g mel. Lad stå og boble natten over.

Næste dag:
Smuldr smørret ud i 150 g mel og tilsæt saltet og de skoldede, fintstrimlede skvalderkålblade. Tilsæt dette og mælken til fordejen. Rør dejen sammen, dejen skal være blank, ikke klistret. Ælt grundigt.
Hæver til dobbelt størrelse et lunt sted.
Dejen slås ned og formes til et rundt brød, ca. 3 cm tykt over det hele, og ridses, så det kan deles i seks stykker bagefter. Hæver 2/3 af sin størrelse.
Bages derefter ved lav/jævn varme på en pande, der forinden er drysset med mel.
Det bages under låg i 10-15 min. til det er gyldent. Hvis man ikke har låg til sin pande, kan man vende brødet efter 2/3 af tiden i stedet.


Hvis du vil lave almindeligt brød som pandebrød, kan man også gøre det, men husk: Så er det en moderne variation.
Pandebrød med ukrudt - med gær
Klassisk velkendt brød, med en lækker skorpe
½ pk gær
1,5 dl mælk
2 dl ukrudt
250 g. mel

60 g. smør
1 tsk salt

Striml de skoldede blade af f.eks. skvalderkål fint.
Rør gæren ud i ½ dl mælk. Smelt smørret og hæld 1 dl mælk i det for at køle det ned.
Kom skalderkålbladene i. Tilsæt mel og salt.
Ælt godt og lad hæve et lunt sted i en time.
Dejen  formes til et rundt brød, ca. 3 cm tykt over det hele, og ridses, så det kan deles i seks stykker bagefter. Efterhæver i 15 min.
Bages derefter ved lav/jævn varme på en pande, der forinden er drysset med mel.
Det bages under låg i 10-15 min. til det er gyldent. Hvis man ikke har låg til sin pande, kan man vende brødet efter 2/3 af tiden i stedet.


24 April 2011

Vind over skvalderkålen - Spis den!

                                 
Når man nu alligevel bliver invaderet af ukrudt, ja så kan man jo lige så godt bruge det i maden.
Ikke som noget, der er mere specielt end godt, eller til at strække andet mad med, men som særlige ingredienser, der smager lækkert og unikt.
Og så er det jo blevet moderne også, at spise de vilde nordiske planter.

Jeg har beskæftiget mig med historisk formidling af vikingetiden de sidste 9 år, og dermed også brugt en masse tid på netop de vilde nordiske planter og deres spiselighed - og nu er min nørdede interesse så blevet moderne.
Hey, hvis man er umoderne nok, så ender man med at blive moderne ;), fedt. Så jeg tænkte at jeg ville dele lidt om min nu åbenbart trendy hobby.

Nogle gode planter til at introducere ukrudsspisning er skvalderkål og mælkebøtter. Alle har dem, alle kan komme til dem og stort set alle ved, hvordan de ser ud, så risikoen for at samle de forkerte er minimal.
Jeg starter med skvalderkålen, men giver lige så meget en generel introduktion.

Det er faktisk ret ligetil:
Brug skvalderkål, som man vil bruge spinat.....Lidt af et antiklimaks hva', når jeg nu lige havde lagt op til en masse ;). Men der er da alligevel plads til uddybning.

Hvordan bruger man skvalderkål?
Det er de nye planter man bruger, max. ca. 15 cm høje og gerne lidt lyse i det, de smager bedst. Det gælder de fleste ukrudtsplanter, såvel som "tamme" grøntsager.
De større, mørkegrønne planter er ingen delikatesse. (Og vær opmærksom på at det er skvalderkål du har fat i, visse andre skærmplanter er giftige).

Pil bladene af stilkene og skold bladene med kogende vand. Dryp bladene af, dup dem evt. mellem viskestykker. Det er en god idé at gøre med de fleste ukrudtsplanter, de har ikke groet i et drivhus eller et kontrolleret miljø. Og så kommer man også af med evt. smådyr.

Hvad kan man lave med skvalderkål?
Jeg kunne skrive massevis opskrifter, men det er så simpelt, at jeg ikke vil tage æren for opskrifterne. Helt enkelt: Find opskrifter, hvor der skal bruges spinat, og erstat dem med skvalderkål, så enkelt er det.
Det kunne være:
- Skvalderkålsstuvning
- Lasagne med skvalderkål
- Pizza med skvalderkål
- Tærte med skvalderkål og skinke
- Små skvalderkålblade i en salat i stedet for babyspinat
- Brød og boller 

Eksperimenter og gør din mave glad :).



Almindelige brød og boller med ukrudt - med surdej eller gær
Man kan bruge helt almindelige opskrifter, når man skal bage med ukrudt. Vær opmærksom på at de måske skal bage en smule længere og melmængden skal muligvis justeres lidt.
Det er bedst at vælge en opskrift, hvor man også bruger lidt groft mel, det spiller bedst sammen med ukrudtet smagsmæssigt. Min opskrift  "Fuldkornsbrød med surdej" egner sig godt til at komme ukrudt i.
Brug 1 dl (målt godt trykket sammen) til et lille brød eller 2 dl til et stort brød eller en portion boller. Bladene strimles fint og blandes i dejen.



Pandebrød
I morgen får I tre opskrifter på, hvordan man på forskellig vis bager med ukrudt på primitiv maner.
Mine opskrifter har jeg gennemarbejdet og tilrettet gennem lang tid, de er grundigt gennemprøvede. Jeg kommer til at henvise til disse opskrifter igen og igen, efterhånden som der kommer flere indlæg her om spiseligt ukrudt, for de er mine bedste basisopskrifter.
Opskrifterne er beregnet til alle typer blade, blomster/kronblade og bløde stilke. Derfor er de også gode til alle slags krydderurter, og til grøntsager som ikke er for vandede.



20 April 2011

Fuldkornsbrød med surdej

Dyrk lige det her! Jeg er vildt stolt! Det er mit første vellykkede brød med surdej OG det smager rigtig rigtig godt.
 Det hævede bare så fint, og er lækkert sprødt i skorpen uden at være for hårdt.
Og det er svampet, men luftigt indeni og smagfuldt og let syrligt.

Jojo, jeg er temmelig selvfed lige nu, hehe.
Opskrift?

Fuldkornsbrød med surdej
1 dl surdej
2 dl vand
2 dl hvedemel

Jeg blandede det i min røreskål til røremaskinen, så det var lige til at blande resten af ingredisenrne i bagefter.
Blandes og står natten over, omkring 8-12 timer, gerne i køleskab.

Dernæst kommes følgende i fordejen:
3 dl vand,
8 dl mel (jeg brugte 4 dl hvedemel, 3 dl fuldkornshvedemel og 1 dl durummel)
1/4 tsk salt og
en lille slat olie

Æltes godt, enten i hånden eller i røremaskine (hold da lidt af melet tilbage og bland i i hånden til sidst).
Dejen skal være fast, men blød (jeg har hørt det beskrevet at det skal være "som en øreflip"). Den skal lige nøjagtig ikke klistre. Brug evt. lidt mere mel.

Lad dejen hæve i ca. 2 timer og ælt den igen.
Fold den sammen om sig selv adskillige gange i et rektangel. Læg i en stor smurt brødform. Det øverste af brødet skal være et par cm fra kanten. Lad hæve til næsten dobbelt størrelse.

Bages 30-45 min. ved 250 C.
Når det er kølet lidt af tages det ud af formen og køler helt af. Vent med at skære i det til det er næsten koldt.

Det er sådan set det:).

17 April 2011

På udflugt uden mor

Jeg afleverer jo R i dagpleje hver dag, og hans diverse bedsteforældre har også passet ham nogle gange. Som regel hos sig selv, hvor vi så har svinget med ørerne i nogle timer og så hentet ham igen. 
Men så idag kom farmor selv, R hentede glad sin sko selv og var klar til "ud og kør' " og så stak hun af med ham efter et par minutter. Vupti vapti og væk var de.

Det er virkelig dejligt, at min knægt er blevet så stor, at han går på tingene med krum hals, og at han er så tryg ved sin farmor - og jeg er da heller ikke det mindste pivet nu, altså som dengang han begyndte i dp. 

Det er bare en sådan lidt melankolsk følelse. Tænk at han er så stor nu. Tænk at han bliver så uafhængig. 
Tænk...at han bliver lidt mere voksen for hver dag, der går. Det er sådan en underlig blanding af  og .


De skal nok få en dejlig dag, og så er han nok også glad for at komme hjem til mor igen .

12 April 2011

Brændt bog lugter ilde

Havde lavet rugbrød sammen med R. Han står og leger med vandet i håndvasken, mens jeg rydder op. 
Jeg er samtidig ved at tømmer opvaskeren. 
Nå ja, og så er aftensmaden jo også undervejs, så jeg sætter en gryde vand over til pasta....og pludselig står det op med tyk sort ildelugtende røg! 
Ikke fra gryden, men fra den kogebog, der lå på komfuret, fordi der var ting alle andre steder. 
Jeg havde tændt for den kogeplade, som bogen lå på, i stedet for den, som pastagryden stod på! 

Slukke pladen, bogen af og slukket med et vådt viskestykke, hapser R og skynder mig udenfor og sætter ham i sandkassen (han undrer sig lidt over at være ude på strømpesokker, men hey det er hyggeligt og godt vejr). 

Ind igen og tænde emhætte på fulde hammer og åbne alt, hvad der kan åbnes af døre og vinduer, med et viskestykke over næse og mund for den røg gør virkelig ondt i halsen, forsøge at fjerne det værste plasticfnuller fra meget varm kogeplade. 

Sætter mig ud til R og sidder meeeget stille og roligt ude i sandkassen og lader som om alt er fint og vi bare hygger os udenfor i det gode vejr, ingen grund til at han skulle blive bange. 

Nå men ind igen og forsøge at skrabe og skrubbe smeltet plastic af kogepladen inden den bliver alt for kold, sætte pasta over - dobbelt og trippeltjekket at det var den rigtige kogeplade. 
Ovnstegt kylling bibber færdig og tages ud. Og så ind og spise i meget veludluftet stue.

Og der var det så, at jeg opdagede, hvor bange jeg egentlig var blevet . Havde bare kørt på adrenalinet og gjort hvad der skulle gøres. Pyyyyyyyyyyyyyyyhhh, godt at det gik godt.

Og mental note til mig selv om at jeg ikke er specielt god til at multitaske....

10 April 2011

Kreative udfoldelser

Ja ok, det kan godt virke lidt ensformigt at vi altid laver muffins, men det er nu så praktisk en ting at have R med til. Han rører de tørre ingredienser sammen, jeg klarer de våde og så kan han også hjælpe med at røre de to ting sammen og komme dejen i formene.
Denne gang var de med 100 g hvedemel, 50 g rugmel, 50 g havregryn og 50 g fuldkornshvedemel. Desuden 3 spsk kakao og 1 appelsin. De er godkendt! :)




Gryderetter er bare ikke særligt fotogene, men hold kæft hvor denne smager godt! En slags bastardisering af Cassoulet. Den består af:
500 g svinesmåkød
1 dåse flåede tomater skåret i mindre stykker
3 gulerødder i smalle skiver
1 godt drys timian
1 laurbærblad
1 bouillonterning og et par dl væske
Salt og peberSimrede i 45 min.
Og så en dåse hvide bønner i tomat de sidste 5 minutter.
MUMS!
Vi spiste den med kartoffelmos.

07 April 2011

Restemads-metamoforse og pizzaopskrift

Jeg havde lidt forskellige rester i køleskabet, men gad ikke det sædvanlige jeg laver af dem. Så jeg hapsede to pizzabunde fra fryseren (min egen opskrift, som ligger her: Pizza) og kom resterne på dem i stedet.

Tomatsovs, chili con carne og oregano på den ene. Det virkede umiddelbart lidt mærkeligt at gøre, men det er jo bare kød, grøntsager og bønner - ikke uligt almindeligt pizzafyld - og det smagte supergodt!

Den anden var med tomatsovs, kylling pillet i mindre stykker samt rød snackpeber og basilikum (og den blev spist inden jeg nåede at tage et billede af den). Mums!
Rigtig dejligt med noget andet end det sædvanlige ud af resterne. OG det var sindsygt nemt.

Nu jeg er ved det, skal I så ikke lige have min opskrift på pizza?
Den er supernem og man får pizzaer, der minder rigtig meget om originale italienske pizzaer. Bunden er tynd, sprød og kan klare ret store mængder fyld.


Pizza
1 pizza

1/4 pakke gær
1 dl vand
1 dl mel
1 tsk salt
- Blandes sammen (det er flydende) og hæver mindst en time.
Men det kan passende gøres om morgenen. Så stilles den i køleskabet til det er ved at være aftensmadstid.
- Tænd ovnen på 250 C (nej ikke en tastefejl)

Så tager du:
1½ dl mel
lidt olie
- Rør melet i lidt ad gangen. Dejen skal være blød og blank. Hæld lidt olie over dejen og lad den hvile.

- Gør fyldet klar.
- Drys dejen med mel og rul den meget tyndt ud. Den skal være ca. 30 cm i diameter. Lad den være lidt tykkere i kanten.
- Dæk pizzaen med fyldet.
- Lad pizzaen efterhæve i 30 min. og
- bag den i 10-12 min. på øverste ribbe i ovnen.

Tip: Pizzabunde til fryseren
Hvis du ønsker at lave pizzabundene til at fryse ned, så bruges lidt mere gær, 1/3 pakke gær pr. pizza.
Jeg laver fryser-bundene rektangulære, så de lige passer til hylderne i min fryser.
Bag bundene 4 minutter i ovnen. Når du laver pizzaen, tør du bundene op på bagepapir, dækker pizzaen med fyldet og bager den 7-8 minutter på øverste ribbe i ovnen.

05 April 2011

Sunde snydemuffins

R elsker at lave muffins, men jeg elsker ikke, at han får en masse sukker. Derfor opfandt jeg snydemuffins'ne :). Sunde, og meget lækre, rugmuffins á la sødt grovbrød, der er lige nøjagtig søde og smagfulde nok til at gå for at være kage.
Jeg har brugt min sædvanlige opskrift på fuldkornsmuffins og så lige twistet den lidt.


Grovmuffins med rug og gulerødder.

12 tsk
125 g hvedemel
75 g rugmel
50 g fuldkornshvedemel
En stor gulerod, ca. 175 g, revet. 
50 g farin
2 tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk salt

125 g smeltet smør
3 store æg, piskede
½ dl kærnemælk
½ dl hvidtøl
12 linseforme (de "amerikanske" muffinsforme er for store).

Fremgangsmåden står under Fuldkornsmuffins, men kort fortalt:
De tørre ingredienser blandes sammen, og de våde ingredienser blandes sammen, hver for sig.
Så blandes de to ting med hinanden, dejen kommes i forme og bages i 25 min. ved 200 C.
De skal stå i muffinsbagepladen eller på bagepladen og køle af til de er kolde/lune. Så bliver de bedst.

Smager aldeles glimrende både for sig selv og delt og spist med smør på.


01 April 2011

Rugbrød vinder

Rugbrød er det sejeste.