31 December 2011

Hvad julen bragte

Jeg er blevet moster igen!

Og så gik det jo hen og blev juleaften. For første gang i mit liv skulle vi holde det selv, og jeg skulle stå for julemiddagen. Jeg var noget nervøs for maden, men det gik fint. Godt hjulpet af svigermor :).

Vi fik sørme juletræ, et lille et på ca. 1 meter. Jeg nød at have det pyntet farvekoordineret i et rødt tema. Bare i år, til næste år bliver det nok klassisk overlæsset vi-har-børn-juletræ, som jo egentlig også er det flotteste:




Jeg bliver lige nødt til at vise julemaden frem. Det gik sgu og anden var rigtig god. Jeg var helt målløs; den var ikke bare spiselig, den var rigtig rigtig god: Saftig, smagfuld, saftig, lækker og saftig.

Juleand
- And på 3400 g tages op d. 21. december og tøs op i køleskab. Indmaden tages ud, når man kan få den ud.
- Tænd ovn på 130 C.
- Trim kræet for gumpefedt, og hals.
- Skyl den indvendigt.
- Gnid med salt og peber indvendigt og udvendigt.
- Fyld med udstenede svesker og madæbler (f.eks. Belle de Boskoop) og luk med kødnål.
- Placer på rist.
- Sæt plade nederst i ovnen med fad med 1 dl vand i.
- Steger 4 timer, hæld af og til noget af vandet over.
- Vend og 2 timer på den anden side.
- Grilles til slut (vandfadet taget ud af ovnen), så skindet bliver sprødt. Hold skarpt øje med den, så den ikke bliver branket.

Denne fine nål med inspiration fra vikingetidens kappenåle fik jeg af min mor. Den er vel tænkt som sjalnål. Træet er guldregn. Den er bare så flot, jeg tør næsten ikke bruge den:

Jeg fik den lækreste bagebog fra Skærtoft Mølle af min svigermor. Nammenammenam, den glæder jeg mig til at prøve at bage noget fra!

Og af Rs farfar og hans familie fik jeg en flot kande. Den er lavet af bambusfibre, meget speciel og øko som jeg kan lide det.

R gav mig en fin kalender som  han har lavet i samarbejde med dagplejeren. Jeg fik en lang historie om alt det han han lavet i den, han var meget stolt af den.

Og det var så julen for i år.
Meget hyggelig og vellykket. Tak til kæreste, R, svigermor, og svigermorforældre for at bidrage til en superdejlig aften.

Hvad man dog finder, når man rydder op...

Jeg har det sidste halve år været i gang med en seriøs udrydning, og er efterhånden nede ved grundfjeldet. Jeg finder ting, som retteligt burde være på museum

Resultatet af dagens udrydning:
Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2325.jpg
Visninger: 57
Størrelse: 122.5 KB
ID: 78574
- En T80 lommeregner med hele 8 MB 
- En walkman . "Beat Boy 60" - og den virker. Mon man kan købe headset til den? Jeg har faktisk næsten lyst til at bruge den, retro-cool
- Mit første kamera, til filmruller. Man selv skulle skrue frem for at kunne tage næste billede.

Klik på billedet for at se en større version

Navn: IMG_2328.jpg
Visninger: 62
Størrelse: 53.4 KB
ID: 78575
- En stak salmebøger og nye testamenter, flere med gotisk skrift (hvor hulan har jeg dem fra??)
- Min gamle filofax, som jeg ikke har brugt siden jeg fik mobil. Den var så smart dengang (i moderigtig millenium-grå), og havde mobilholder i forsiden. Nu virker den bare sådan lidt kikset.
- En 20-franc seddel...som ikke er andet værd end sit papir. Gad vide om man kunne lave noget kunst ud af den.

Monstro der er flere skatte i gemmerne...*sørøversmiley på skattejagt*

26 December 2011

Morgenmad som en muffin

Det er d. 26.december og jeg havde absolut ingenting at lave. Jeg gik og blev lidt gnaven og rastløs, så jeg besluttede mig for at opfinde noget nyt ude i køkkenet. Det skulle være muffins, havde jeg en overordnet idé om.
Hvad havde jeg i skabene? Tørret frugt og nødder, en masse slags flager og i frugtskålen indtil flere slags næsten for gammel frugt.
Hmm....hvad med at tage alle ingredienserne til en god morgenmad, og putte dem i muffins....?
(og angående det der med at "opfinde noget nyt", så er der sikkert hundredevis der har fået idéen før mig og har skrevet om det på internettet, men for mig var idéen altså ny).


Morgenmad som en muffin
3 æg
1 dl farin
1 spsk honning
1 appelsin
2 spsk appelsinsaft
2 bananer
3 spsk olivenolie
2 dl surmælksprodukt (eller vand)
4 dl hvedemel
1 dl fuldkornshvedemel
3 dl flager (jeg brugte havregryn, ruggryn og 5-gryn, alle fra Kornkammeret. Du kunne også erstatte en del af det med müsli)
½ tsk natron
3 tsk bagepulver
1 dl nødder, grofthakkede (eller andre nødder)
1 dl rosiner (eller anden tørret frugt)
½ æble

- Tænd ovnen på 200 C.
- Pisk æggene med farin og honning.
- Mos bananerne med 2 spsk appelsinsaft.
- Skær skallen af appelsinen og skær appelsinen i små stykker.
- Bland æggesnapsen med bananer, appelsin, olie og surmælksprodukt/vand.
- Hak nødderne groft. Min favoritmåde til at hakke groft til kager er i øvrigt sådan her - og jeg har en blender, men sådan her får de en god konsistens til kager:

Husk at lade posen være åben, ellers springer den, når du banker på posen.

- Bland mel og flager med nødder, rosiner, natron og bagepulver.
- Bland de våde ingredienser med de tørre. Det skal bare røres let sammen, og det må gerne være lidt klumpet. Konsistensen skal være tyk og klistret. Kom evt. lidt mere mel eller flager i.
- Kom dejen i muffinsforme.
- Skær ½ æble i små stykker og tryk et par stykker godt ned i hver muffin:

- Drys lidt havregryn ovenpå muffinsne.
- Bages midt i ovnen i 25 min.

R har allerede "godkendt" dem. Go'morgen og god appetit :)

12 December 2011

At starte op med Flylady

Der er nogen, der har forespurgt om jeg ville oversætte lidt af teksten fra Flylady.net til dansk. Jeg vil oversætte lidt hist og pist, men vil naturligvis ikke oversætte alt og de fulde tekster pga. copyrighten.

Her er nogle af lektionerne (Flying Lessons) fra Get Started - siden. Gå derind og læs, og så kan du bruge nedenstående til at få uddybet det, der er knudret at læse på engelsk:

FLYLADYS 11 BUD
- Sørg for at din vask er ren og skinnende
- Kom i tøjet hver morgen, også når du ikke har lyst. Husk snøresko.
- Udfør dine morgen og førsengetids-rutiner hver dag.
- Tillad ikke dig selv at blive ført ud på et sidespor af computeren.
- Ryd op efter dig selv. Hvis du tager det frem, så læg det væk.
- Prøv ikke at udføre to projekter samtidig. EN TING AD GANGEN.
- Tag ikke mere ud, end du kan få på plads igen i løbet af en time.
- Gør noget for dig selv hver dag, måske morgen og aften.
- Arbejd så hurtigt du kan med at få opgaven færdig. Dette vil give dig mere tid til leg senere.
- Smil, selv når du ikke har lyst. Det smitter. Bestem dig til at være glad, og du vil blive glad.
- Glem ikke at grine hver dag. Forkæl dig selv, du fortjener det.

HOLD REGELMÆSSIGT PAUSER
Pauserne er lige så vigtige som aktiviteterne. Take Regular Breaks.
Her følger det på dansk:

"Hver time stopper du i nogle minutter og tager en pause. I løbet af de 15 minutter gør du klar til kamp:
- Lav en liste over hvad der skal gøres.
- Se listen igennem og prioriter opgaverne, men du skal ikke begynde endnu
- Drik noget vand, the eller din favoritdrik
- Brug disse 15 minutter på at slappe af, træk vejret dybt og langsomt og tænk over den næste times tid og hvad du kan få ordnet
- Hold af dine børn
- Kys din mand
- Og så går du tilbage til arbejdet genopladet
I mere af at står og dreje rundt om dig selv og ikke vide hvad du skal gøre som det næste. Du har en plan: du kan gøre dette, hvis du roligt og langsomt tænker det igennem og skriver et par ting ned. Så vil du ikke føle dig så stresset. At være stresset over dette vil ikke hjælpe, det vil bare gøre tingene værre.

Så, nu sætter du din timer til 15 minutter og tager en pause."

Decluttering, altså at rydde ud, er en hjørnesten:

AT RYDDE UD
"Dit hjem er fyldt med ting der roder (clutter), i alle størrelser og former. Det er derfor du er ude af stand til at holde det rent -  du har for mange ting! Det eneste vi beder dig om, er at du sætter din timer og bruger 15 minutter på at rydde ud. Det er det.
Enhver kan gøre hvadsomhelst i 15 minutter, endda hvis du bliver nødt til at dele det op i 5-minutters dele.

Her er de fem redskaber, som vi giver dig for at hjælpe med at rydde ud, og også gøre det sjovt for dig!
Når du får emailsne/huskelisterne fra FlyLady, så prøv dem selv. Hvad har du at miste (udover ting der roder!?):

- 27 Tings Boogie
Denne opgave udfører vi så hurtigt vi kan. Tag en affaldspose og gå gennem dit hjem og smid 27 ting væk. Stop ikke før du har samlet 27 genstande. Luk posen og smid den ud. KIG IKKE I DEN! Smid den bare ud.
Nu tager du en tom kasse og går gennem dit hjem og finder 27 ting til at give væk. Suze Orman fortæller om dette i sin bog The Courage to be Rich. Dette vil ændre energien i dit hjem og fremme gode følelser. Hver gang jeg gør dette, føler jeg mig både bedre tilpas og mit hjem bliver ryddet ud i samtidig. Lige så snart du er færdig, sætter du boksen ud i bilen. Så er du mindre fristet til at "redde" tingene.
Tommelfingerregel: Hvis du har to af en ting, og du kun har brug for en, så skil dig af med den mindst ønskede.

- Hot Spot Brandøvelse
Her er et problem, som vi alle har og bliver ved med at kæmpe med: Hotspots. Hvad er et hotspot?
Et hotspot er et sted, som når vi efterlader det uden opsyn, gradvist vil øges. Min yndlingsanalogi for et hotspot er en skovbrand: Hvis den efterlades, vil den efteråhnden komme ud af kontrol og brænde hele skoven af. Dette er hvad der sker i vores hjem: Hvis hotspottet efterlades uden opsyn, vil de vokse og overtage hele rummet og til sidst få hele huset til at se rædselsfuldt ud.
Når du går ind i et rum, er det det første, du får øje på.
Husk: Rod tiltrækker rod. Har du sådanne områder, som bliver ved med at gro, hvis man overlader dem til sig selv? Ser resten af familien dette som stedet man lægger ting, når  man ikke vil lægge dem på plads.
Det er vores opgave at kvæle dem i opløbet.
Væk med den bunke, find overfladen (bordet, toppen af kommoden osv.) nedenunder og forhindr at dette hotspot bliver til et brølende inferno.
- 5 minutters rumredning
Brug 5 minutter på at rydde en sti i dit værste rum. Du kender dette område i dit hjem: Det sted som du aldrig lader nogen se. Bare 5 minutter om dagen de næste 27 dage, og du vil have et sted, som du kan være stolt af at vise frem.


- Kelly’s daglige mission (i dagens FlightPlan)
Hver dag (eller næsten hver dag) vil Kelly give dig en 5-minutters mission. Det vil være i det område af dit hjem, som vi fokuserer på denne uge (zonen). Disse missioner vil tage dig steder hen, du aldrig har været før. Hav sjov med dem.

- Arbejd i dine zoner
Hver uge vil FlyLady fortælle dig, hvilken zone vi er i. Efter en måned vil du være kommet rundt om de fleste områder i dit hjem. Du skal ikke være bekymret hvis du ikke har været i hvert eneste rum i dit hus i den første måned; efterhånden som et område bliver rent, vil det være nemmere at holde rent, og du vil have mere tid til at gå i gang med de områder, som ikke passer ind i en zone.
Husk: FlyLady vil have at du tager små skridt (BabySteps). Tænk ikke på zonerne indtil du har fået indarbejdet det grundlæggende."

10 December 2011

Han lader sig aldrig nøjes igen

R har for første gang smagt friskpresset (hjemmepresset) appelsinjuice. 
Jeg har ikke hørt til ham i 10 min. Han står henne i et hjørne og drikker det i små slurke, laver ikke andet end at stå og nyde det helt sagligt. Ups. Jeg får han aldrig til at drikke discountjuicen fra Netto igen

Nå, må smutte, han er færdig med glasset og står og insisterer på "mer appelsin i min mund".

Aktivitetsjulekalender

Jeg er blevet spurgt hvordan den fungerer, den der aktivitetsjulekalender, jeg omtalte i forbindelse med Rs julekalender-postkasse i forrige indlæg.

Det er egentlig meget simpelt: Jeg lavede en liste over rare ting, der skulle gøres i december, over ting jeg havde lyst til at kreere og over sjove og dejlige ting, vi kunne foretage os sammen.
Listen transformeres så til breve fra julenissen til R hver dag.
Jeg bestemmer mig først et par dage i forvejen hvordan de næste dage skal se ud, så er det nemmest for mig at få det til at passe ind i hverdagen. Men man kunne også lægge det fast fra starten.

Min liste ser sådan ud:
- Bage vaniljekranse og kokoskranse
- Bage sirupskager
- Lave havregrynskugler
- Klippe-klistre julepynt
- Male farmor og mormors og morfars julegaver
- Tegne julekort
- Købe juletræ
- En tur i vinter-zoo
- Til julemarked
- Sætte nelliker i og og røde bånd om clementiner
- Lave sjove nisser og bolsjestokke af piberensere
- Trække popcorn på snor som guirlande
- Lave mejsekugler med fedt og fuglefrø

Nogle ting kan strække sig over to dage, eller nogen bliver måske droppet og måske finder jeg på noget ekstra helt impulsivt. Men altså ca. 12 dage.
Nissen skriver et brev om hvad vi skal lave på dagen. Og måske har han lavet kagedej og lagt i køleskabet eller måske har han vedlagt billetter eller penge eller krea-materialer.

De resterende 12 dage fungerer den som almindelig julekalender. Jeg synes ikke om at give 24 ligegyldige skrammelting, og på denne måde, med aktiviteterne, sker der stadig noget hver dag.
Den sidste halvdel deles mellem:
- Adventsgaver de 4 adventssøndage, mellem 25-50 kr./stk.
- Et par dage er der slik, kage eller andre godter.
- Og et dage er der små gaver, omkring 10 kr./stk

09 December 2011

...der er ikke længe til

Solen oplyser lige en smal stribe af haven og pilehytten, mens resten ligger i skygge. 5 min. senere væltede regnen ned igen. Meget underligt vejr.
Men det gør ikke ret meget med vejret, meget lidt faktisk: Vi juler inden døre. R er lige præcis gammel nok til at have fattet alt det der med julemanden og nisser og gaver, og synes at det hele er superfantastisk, magisk og tophyggeligt.
Jeg har syet denne julekalender til R, en postkasse (den er ca. ½ meter høj):

Den fungerer som en julesok, der kommer en ny ting i hver dag.

Da det nu er en postkasse, og da jeg desuden ikke er meget for 24 små ligegyldige gaver, så fandt jeg på en aktivitets-julekalender:
Ca. 15 af dagene af de 24 er der brev fra nissen. Nissen fortæller hvad vi skal lave sammen i dag, og har måske købt klippeklistre-materialer, lagt kagedej i køleskabet eller måske vedlagt billetter til noget spændende. Resten af dagene er der enten godter eller små postpakker med gaver i fra nissen.

Lommen med klap:

 Lommen har en et par cm bred kant, så der er god plads i den til små gaver:

Udenpå lommen er broderet hvornår den tømmes næste gang og der er en lille plasticlomme, hvor man kan sætte datoen for hver dag i.
For første gang siden jeg flyttede hjemmefra for 12 år siden, har vi købt juletræ. Og sådan et skal naturligvis have et juletræstæppe at stå på. Hør og bomuld/viscose.
Mønstret er fra et gammelt Bo Bedre juleidékatalog fra 70'erne (dengang Bo Bedre ikke var inspirationskatalog for de velbjergede, men et gør-det-selv-bolig-blad for alle dem, der nyligt var flyttet i parcelhus):

Og 1.akt af mit tæppeprojekt overstået: Strikning af 63 lapper på hver 25 x 25.
Jeg er nu gået igang med at strikke dem sammen til et dejligt lunt tæppe til at putte mig i med chokolade og the inden for rækkevidde, mens jeg læser havebøger og drømmer om sommer.