29 November 2012

Hvordan man overholder sit budget

Det er egentlig ikke så svært at lægge budgettet, der er rigtig mange steder på nettet, hvor man kan finde skabeloner til det. De er enkle at bruge og det er bare at sammenholde posterne med posteringerne på netbank.

Det svære er at følge konsekvent op på det. Og det vil jeg lige skrive lidt om.

Opfølgning Jeg har et budget hvor jeg skriver forventede udgifter ind. Og planlægger hvor meget jeg må bruge på de forskellige ting.
Og så skriver jeg efterhånden ind i, hvad og hvor mange penge der blev brugt til de ting.

En gang om ugen sætter jeg mig ned og skriver beløbene fra min netbank ind i posterne i budgettet.
Hvis jeg har hævet penge kontant, gemmer jeg kvitteringerne på de ting pengene er brugt til, og skriver det ind også.


Jeg giiider ikke, men jeg tvinger mig selv, og det hjælper at der er et fast tidspunkt. Det er ene og alene det, der har hjulpet. At jeg dælemdulme SKAL sætte mig ned og opdatere HVER uge. Jeg stritter stadig imod, men jeg lokker, truer og overtaler mig selv hver gang.Jeg er en god opstarter, og god til at få idéer. Det er vedligeholdelsen, det godt kan knibe med. Men nu jeg har forstået det, så er det nemmere at have fokus på netop det.

Hvad kan man så bruge det til?
Hvis jeg så kan se, at der er brugt for meget i én post, så ved jeg at jeg ikke skal købe mere der. Det skal være enkelt: 
Jeg må ikke købe noget af tøj eller sko til mig selv resten af året, fordi jeg har brugt 1600 kr. i juli (udsalget + vinterstøvler). Så ved jeg helt enkelt at det er totalt nul-putte. Ingen undtagelser (altså med mindre jeg pludselig stod med r**** bar).

Ganske simpelt så hvis jeg overforbruger på ét punkt, så må jeg leve med at der går noget tid, før jeg igen må købe noget fra det punkt. Også selvom det er fornuftige ting. Jeg bliver normalt klippet med 3 mdr.s mellemrum. Sidst blev jeg klippet efter 2 mdr. og så må jeg jo bare vente lidt længere til næste gang. Bare ærgerligt, sonnyboy.
Så hvad det i virkeligheden handler om, det her med at overholde budgettet, er at lære at sige nej til sig selv.
At undlade den kortsigtede tilfredsstillelse for det langsigtede mål.
 

Mål
En anden vigtig ting er at have et mål. Et du kan se frem til. Hvis du ikke har et mål, vil der være en stor risiko for at det løber ud i sandet. 

Hvis jeg ikke havde et mål, ville jeg nok bare føle at jeg straffede mig selv med en asketisk livsstil uden at få noget ud af det, hvis målet bare var at have mange penge på kontoen/at betale gæld af.
Men nu jeg har et mål, ved jeg at jeg gør noget godt for mig selv, når jeg lægger budget, opdaterer det og begrænser mine indkøb. Jeg generer ikke mig selv ved at gøre det, i stedet er det selvforkælelse på et rigtigt højt plan: At få en bedre økonomi og et nemmere liv.

Hvordan finder man sit mål?
HVORFOR vil du gerne føre budget? 
Hvad vil du have ud af at have mere overblik over økonomien? 
Hvad er det, du gerne vil, som bedre kan lade sig gøre, hvis du har styr på pengene?



Husk at målet skal være:
S - Specifik
M - Målbart
A - (Attainable), dvs. Opnåeligt
R - Realistisk
T - Tidsbegrænset



Et mål der hedder: "Spare op", ikke er specifikt nok. 
Der skal nemlig også være et målbart og have et formål, altså hvad pengene skal bruges til. Fordi hvis målet "bare" er en opsparing, så er der ikke belønning nok i det. Og det er heller ikke målbart; selv 1 kr. ville være en opsparing. Tidshorisonten er også meget vigtigt, du skal vide, at der er en deadline, det motiverer mere.

Hvor mange penge vil du spare (op)? 
Hvad er det realistisk at du kan spare (op)? 
Hvornår skal du have gjort det? 
Hvad skal pengene bruges til? 
Hvad skal belønningen være, når du har sparet XX kr. (op)?

Målet kunne også være "At få råd til økologi", "At være gældfri", "At have balance mellem indtægter og udgifter" osv. 


Konkrete eksempler- Specifikt: Råd til at købe 100% økologisk.
- Målbart: Ja, du kan se det på dine kvitteringer ;).
- Opnåeligt: Er det muligt? Gå alle poster igennem og se hvor der kan spares. Kan du finde nok steder at spare på andre ting? Det kunne også f.eks. gøres ved at blive vegetar og dermed spare penge på kødet.
- Realistisk: Er det realistisk i forhold til din indtægt? Måske målet skal være 60 eller 80%.
- Tidsbegrænset: Det kunne være fortsættet for år 2013.



Det behøver ikke at være et speltmors-mål. Måske vil du gerne have råd til at bruge 2000 kr. om måneden på tøj, sko og tasker. Og du vil gerne nå det mål inden for 3 måneder. Det er også specifikt og målbart.

Men "Ikke at behøve at bekymre mig over, om vi har penge nok" er, trods at følelsen er forståelig, ikke specifikt nok og ikke særlig målbart. 
Det er derimod: "At vide præcist hvordan og til hvad alle penge bliver brugt i en 6 måneders periode". 


Og når man har opnået det, så kan man gennemgå budgettet og beslutte sig til et nyt mål, f.eks. at sætte ind på nogen af de områder, hvor man kan se at der er overforbrug, eller at finde råd til at sætte xx kr. til side til x-ting.

SMART-modellen er egentlig sådan noget virksomhedshalløj, men den er god på mange andre områder.


Hvad så hvis man ønsker at spare op til en meget stor ting? Et hus f.eks.?
Delmål!

Hvor meget vil I spare op i alt? Jeg tænker at det samlede beløb kan være vanskeligt at arbejde med som mål; målet er for langt ude i fremtiden til at være dagligt motiverende, men et årligt og månedligt beløb er nemmere at arbejde med som motivationsfaktor og som grænse for, hvad rådighedsbeløbet kan være.

- Hvor meget (mindst) om året? Og hvor meget bliver det om måneden?
- Hvad kan I konkret bedst spare på, for at kunne spare det beløb op hvert år?
- Hvilke områder er i enige om at spare på for at opfylde drømmen? Det er nu engang nemmere, hvis man trækker i samme retning begge to.
- Hvordan sikrer I jer, at I kun bruger det, som I "må" ifølge budgettet?

27 November 2012

Genbrugsguld

 God Mad, men vist ikke den så kendte fra Husholdningsforeningen.  11 kr. skulle jeg af med.
 Den er lidt yngre end dem, jeg sædvanligvis samler på (før 1945).  Jeg tror den er fra midten af 1960'ene, men jeg faldt totalt for underoverskriften ;D.
Klart, vi lever jo for mændenes skyld...

Et styks Madam Blå randform i lyseblå med sort kant. Jeg foretrækker denne variant, men den er ikke særlig udbredt.  Men fandt i weekendnen en i en genner til 30 kr.

Plus en stor stak serverings-fade og skåle. Det har jeg længe gerne ville have, og nu har jeg fuldt hus af det til den voldsomme sum af 135 kr.

Desuden 3 gode numre af syblade til 10 kr for alle tre.

Og så havde min mor lige lidt gode ting til mig også:
- En lækker lang uldcardigan, aldrig brugt.
- En lynlåsbluse, god til at løbe i, også helt ubrugt.
- 5 støbejernsgryder med låg. Genialt når jeg laver mad over bål

Og så er det jo rart at have en far, der er en handyman. Det der røde skab i forrige post manglede to hyldebærere, og det var ikke lige standardtypen. Viste min far hvordan de så ud, og vupti, 3 ekstra hyldebærere.

23 November 2012

Rød!

Jeg har længe gerne ville have et IKEA PS-bord. Det var bare for dyrt. Men endelig var Gul&Gratis var min ven. Og så til kun 200 kr.!
 Og sælger smed lige disse oveni. Weee :D.

15 November 2012

Gulerodssalat med avocado

En af de ting, som lyder lidt underlige, når man får dem fortalt, men som i virkeligheden fungerer fantastisk (når jeg selv skal sige det).

Gulerodssalat med avocado
3 mellemstore gulerødder
1 moden avocado
2 stilke bladselleri
En lille håndfuld saltede peanuts
(Næste gang:
Et drys persille
En lille rød snackpeber i små tern, for farvens og sødmens skyld)

Dressing:
En anelse spidskommen
1 spsk æbleeddike
2 spsk olie

- Skræl gulerødderne og skær dem i strimler med kartoffelskrælleren, et mandolinjern eller køkkenmaskinens snitteudstyr. Mine er lavet med kartoffelskrælleren.
- Skær avocado i tern og bladselleriene i smalle stykker.
- Bland det hele og vend det med dressingen. Drys peanuts over.

 Egner sig til godt til stærk mad.

Løbebøger

Jeg er begyndt at løbe og støvsugede i den forbindelse biblioteketet for løbebøger. Efter grundig gennemgang *nørd*, kan jeg anbefale følgende:

Opstart
- Løberens ny håndbog. Iform.
God lille allroundbog. Kommer omkring det meste og er grundig, præcis og opdateret med nyeste viden. Den jeg nok ville forære en anden ny løber, hvis jeg skulle vælge en.

- Kom godt i gang med med løb - og bliv ved! af Søren Hjerrild Mikkelsen
Konkret, specifik, kortfattet og grundig. God og letfattelig at starte op med.

- Løb dig glad - en løbebog for kvinder. af Sam Murphy
Dejlig bog, som fortæller alt det vigtigste. Skrevet på en humoristisk og letlæselig måde. Mange gode råd specifikt til kvinder og gode "tøsetips".

Når du er i gang
Bliv løber for livet. af Rikke Rønholt.
Ikke en bog om at løbe, men en bog om at blive løber! Denne bliver nok den bog jeg selv køber til hjemmebiblioteket. Den er ikke så specifik omkring visse detaljer eller programmer, men til gengæld mere inspirerende og motiverende omkring indstillingen til at løbe.

Nørderi
Gyldendals Løbebog.
Alt hvad du nogensinde kunne tænke dig at vide om løb. Ekstremt detaljeret, nogen gange lidt utilgængelig, men også meget god at blive klog af.
Den er fra 2002, så den er ved at være lidt forældet sine steder. Jeg ved ikke så meget om løb endnu, men når jeg f.eks. sammenligner med den nyeste, jeg kunne få fat på, Iforms Løberens ny håndbog, så har både udstyr, holdninger til forskellige aspekter af løb og tekniske detaljer, ændret sig en del de sidste 10 år.
Den er dog stadig den mest grundige bog på markedet.


Den allersidste høst

De allersidste tomater (små vilde gule) fra min tomatplante i køkkenet.
Farvel med jer, glæder mig til at se jer til foråret igen.

De blev nydt i en lækker omelet med grøntsager og en smule krydderi (også kendt som bacon).

14 November 2012

Grønne lækkerier


Grøntsager i fløde med chili-bid
4 personer (med pasta eller ris til) eller 2 personer uden

3 snackpeberfrugter (eller et løg og et par fed hvidløg)
3 ringe jalapeños (specifikt dem, fordi de er aromatiske og ikke overdøver rettens andre smage)
3 stængler bladselleri
100 g champignons
3 mellemstore gulerødder
2 dl fløde
salt og peber
En håndfuld basilikumblade

- Hak bladselleri og gulerødder i små stykker, opg snackpeberfrugter og champignons i større.
- Svits peberfrugterne eller løg og hvidløg, samt finthakket chili i et par minutter.
- Tilsæt grøntsagerne og svits yderligere et par minutter
- Tilsæt fløde og krydderier/krydderurt.
- Lad det koge op.
Færdig :).

Og tilbehøret:
Der er så mange, der siger at de ikke kan lide rosenkål. Mange har måske kun fået rosenkål, der er udkogt til døde eller svitsede - begge dele giver bitter pruttekål. Kål skal generelt behandles meget blidt og så lidt som muligt for at man ikke ender med oldemors...interessante...kålretter.
Rosenkål skal dampes ganske let (og efter min mening aldrig svitses), og kun til de stadig er klart grønne. Så får de en mild og blød smag.
I denne ret giver eddiken og rosinerne med- og modspil til rosinerne, og gør retten frisk og indbydende.

Dampede rosenkål med rosiner

Ca. 10 rosenkål pr. person
Et skvæt æbleeddike
Et lille drys sukker, honning, sirup eller hvad man har.
Salt og peber
En lille håndfuld rosiner

- Kog rosenkålene.

  •  Frosne rosenkål:
    - Kog lidt vand op i en gryde, kun lige nok til at dække rosenkålene.
    - Når vandet koger, kommes rosenkålene i. Kog dem, til de er lige netop tøet op og varmet igennem (7-8 min. fra vandet koger igen).
  • Friske rosenkål:
    - Fjern evt. grimme yderblade.
    - Skær rosenkålene i kvarte.
    - Kom 4-5 spsk vand i gryden og damp rosenkålene. Vend ofte rundt i dem.
- Hæld evt. overskydende vand fra, og kom rosenkålene tilbage i gryden (blusset slukket).
- Tilsæt de resterende ingredienser og vend godt rundt i retten.




12 November 2012

Frugtkiks

Jeg kom til at købe de der "Fruit Biscuits" i Netto. Jeg havde egentlig tænkt dem som en snack før træning, og de var da lækre, men også smækfulde af sukker. 
Så jeg gik i tænkeboks, og fik komponeret disse i stedet. Ikke nær så søde og ikke helt fulde af hvide kulhydrater, men stadig i samme boldgade smags- og konsistensmæssigt.
Men husk: Det ER stadig kage ;).


Frugtkiks
125 g tørret frugt
25 g mørk chokolade (70-85 %). Kan undlades, tilsæt i så fald 1 spsk farin.
50 g flager (f.eks. byg eller havre)
½ pakke gær
150 g durummel (skal være durum, sørger for den seje konsistens).
150 g rugmel
1 tsk salt
3 dl juice/saft

Du kan bruge alle slags tørret frugt og juice, du har lyst til. Kombiner som du finder lækkert. Jeg har lavet: 
Smag 1. Juice: Æblejuice. Den tørrede frugt: rosiner + et drys kanel.
Smag 2. Juice: Tranebærsaft. Den tørrede frugt: kirsebær, morbær, gojibær.

Jeg skal også have prøvet med tranebær, de er så lækre. Og det kunne være sjovt at prøve med tropefrugter. Og hvordan mon de ville smage med multifrugtjuice? Og ville det blive helt i skoven at lave sveskekiks? Eller bruge gulerodsjuice? Osv. osv, osv.

Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 225 C
- Blend den tørrede frugt groft
- Rør gæren ud i juicen og tilsæt derefter resten af ingredienserne. Det er nemmest at bruge køkkenmaskinen, dejen er meget klæbrigt.
- Vælt dejen ud på et stykke bagepapir, læg endnu et stykke bagpapir ovenpå, og rul delen fladt ud.
Hvis du ruller helt tyndt ud, bliver de som kiks.
Hvis du ruller lidt tykkere ud (max. 1 cm), bliver de som muslibarer.
Dem på billederne er rullet ud til omkring ½ cm tykkkelse.
- Skær dejen i passende stykker og former med en pizzaskærer.
- Bages i ovnen til de er færdige (gyldne og spændstige). De skal have mellem 4-12 minutter alt efter tykkelsen. Mine fik 8-9 minutter. 

Og årsagen til at jeg laver trænings-snacks?
Jeg er begyndt at løbe! Og mystisk nok er jeg vild med konceptet...Med andre ord ER der to torsdage i en uge ;).


03 November 2012

Væghængt puslebord sælges

SOLGT

Puslebordet:
- er af mærke "Trille".
- er i massivt træ. 
- har hydraulisk sikkerhedsstøddæmper, så det kan åbnes og lukkes sikkert og nemt.
- er i god og pæn stand.


 Malingen er skallet lidt af på forkanten:
Pris: 250 kr.

;)

Mig til R: "Du har jo tegnet på bordet!"
R lukker på et splitsekund øjnene og siger "Du kan ikke se mig!".
Mig (ikke fnise, ikke fnise): "R, jeg kan godt se dig, og du må ikke tegne på bordet. Det er meget svært at få af".
R: "Mine hænder ville ikke lade være...".
Mig: "Det er jo dig, der bestemmer over hænderne".
R: "Naarj, de lytter ikke" *snøft*.
Det er svært at være sur, når han er så sød.

01 November 2012

Dagens rov

Jeg har samkøbt med en veninde fra en genial onlinebutik, der hedder www.buywholefoodsonline.co.uk .
Det er ikke altid billigere end DK, men ofte. Og for nogle varer er der rigtig meget at spare. Og hvis man køber større mængder, er det endnu billigere.

Denne gang havde jeg købt gojibær og morbær. Mums til muslien!

Og så fik jeg der her med hjem fra min veninde:
Herligt når folk har spændende ting i kreaskabet, og oven i købet vil dele ud af dem. Tak søde!
Disse tapetprøver  skal blive til vægge/tapet (de to store er ca. 35 x 35 cm) på nogle bogkasser til et "dukkehus" til min søn.
Det skal selvfølgelig være en ridderborg med de mønstre og farver. Glæder mig sådan til at komme i gang med projektet!

www.sagaifarver.dk

Så er domænet www.sagaifarver.dk indkøbt. Fremover kan I nøjes med at taste det, når I vil ind på bloggen.
Meget nemmere for mig at forklare, når jeg reklamerer for mig. Og for jer sikkert noget enklere at huske, intet kludder med bindestreger og blogudbydernavn.


Altså: www.sagaifarver.dk

 


(Man kan også stadig bruge den gamle adresse).