22 June 2013

Strikkeopskrift til sjal

Et enkelt sjal, der er nemt og hurtigt at strikke, og sidder godt om skuldrene. Det er glimrende som baggrund for multifarvet garn eller garner i mange farver.

Sjalet egner sig rigtig godt til garnrester, da man starter med få masker øverst i midten (i nakken), og så strikker udad og nedad. Dermed kan man bare strikke løs, til man løber tør for rester (teknikken ses tydeligst på det røde/orange sjal).

Det første, dette hvide, lavede jeg præcis efter Garnstudios opskrift. Men jeg synes, at overkanten på originalen ser halvfærdig og rodet ud.

Derfor har jeg fikset lidt på opskriften og lavet en variant, hvor der er en kant af 4 retmasker - med den første m på alle pinde vrang løs af. Det giver en meget pænere kant. Det er sådan, kanten på disse er lavet.

Her er opskriften med mine modifikationer:

SJAL
Inspireret af Garnstudio 147-13.

Forklaring til forkortelse
Vr. løs af = vrang løs af. Tag masken løs af med garnet foran arbejdet, som om du skulle strikke vrang.

Pindestørrelse:
Sjalet skal egentlig strikkes på p. 7, men jeg synes at p. 6 er mere behagelig at sidde med. Desuden kan jeg godt lide, at sjalet bliver en smule mindre løst i det.

Garn:
Hvad som helst. Der skal bruges ca. 175-200 g.

Strikkefasthed:
20-30 m = 10 cm

Fremgangsmåde:
Arbejdet strikkes frem og tilbage på rundp.
Sæt en sikkerhedsnål el.lign. på retsiden. Så er det nemmere at overskue, hvad der er ret- og vrangside.
Mærketrådene flyttes med arbejdet.

Slå 17 m op på rundp. 6 med et passende garn.
Strik således:
1. p (retsiden): 1 vr. løs af, 3 r, placer 1 mærketråd, slå om, 3 r, slå om, placer 1 mærketråd, 3 r, placer 1 mærketråd, slå om, 3 r, slå om, placer 1 mærketråd, 4 r. = 21 masker i alt.
Lad mærketrådene følge arbejdet.
2. p (vrangsiden): 1 vr. løs af, 3 r, mærketråd, slå om, strik til der er 4 m tilbage, slå om, mærketråd, 4 r.  = 23 m i alt.
3. p: 1 vr. løs af, 3 r, mærketråd, slå om, strik til lige før 2. mærketråd, slå om, mærketråd, 3 r (=midterste masker), 3. mærketråd, slå om, strik r til der er 4 m tilbage, slå om, mærketråd, 4 r. = 27 m i alt.
4. p: 1 vr. løs af, 3 r, mærketråd, slå om, strik til der er 4 m tilbage, slå om, mærketråd, 4 r. = 29 m i alt.


Nu strikkes efter diagrammet. Begynd med p. 5 i mønstret.
Mønster og diagram HER.

Samtidig med at du strikker efter diagrammet, strikkes der på:
- alle pinde: Omslag i siderne, inden for de 4 kantmasker.
- alle retpinde: Desuden omslag om midtermaskerne.

Der laves ikke omslag på pindene med tabte masker.

Fortsæt med diagrammet og omslagninger til arbejdet måler ca. 46 cm midt i højden. Afslut med 8.p i mønstret.
Derefter strikkes 8 pinde retstrik - samtidig med at der laves omslagninger som før.

Til sidst lukkes der af med omslag, så kanten ikke strammer, således: *luk 2 m af, slå om, luk omslaget af*, gentag fra * til * pinden ud.

Sådan ser det ud på:



Flere sjaler efter samme mønster:


No comments: