26 July 2013

Fra babymadras til sengegavl

Jeg manglede en sengegavl til min boksmadras og havde materialet lige ved hånden: Min søns babymadras. Min seng er 140 cm bred og babymadrassen 120 cm lang. Perfekt størrelse.

Jeg lavede et betræk til madrassen i offwhite jernbanefløjl og satte tre brede stroppper på.
Så borede jeg huller i væggen og lavede huller i rundstokken ca. 10 cm fra enderne.
Jeg havde nogle vinkeldimser af en slags liggende, ind i væggen og enderne af dimserne i hullerne i rundstokken. Færdig.

Rundstokken kan løftes af vinkeldimserne og dermed kan man tage sengegavlen af og vaske betrækket.

Jeg overvejer lidt at sætte knapper på, så stoffet bliver trukket lide sammen der, hvor knapperne er. Det har jeg set andre steder og det ser godt ud.
Men lige nu er jeg bare glad for at have fået sengegavlen op, så jeg slipper for at banke hovedet ind i væggen ;).

P.S. Sengegavlen sidder altså lige, nå! Da jeg tog billeder fra højre side i stedet for venstre som her, så det ud som om den var skæv til venstre i stedet. Hrmf.....


Mærkelig kjole til yndlingssommernederdel

Kjole fra en genbrugsbutik. En NoaNoa.  Meget tyndt, lækkert stof og så var den en maxi. Men jeg var ikke så vild med, hvordan den var designet omkring brysterne. Det fik den nærmest til at ligne en underkjole.

Så jeg lavede den om til en nederdel i stedet. Jeg beholdt den nederste del af lynlåsen i venstre side og lavede en fast linning.

Jeg klippede båndet med hulmønster og bånd nederst på bærestykket af og syede på taljen og nederdelen. Jeg er ret tilfreds med hvordan det ser ud, det får den til at se "færdig" ud.

Jeg lavede indsnit bagpå for bedre pasform. To lange og to korte. De er lige, det er bare kameravinklen.

24 July 2013

Mønstre

 Jeg har mange gang siddet og savlet over mønstre fra MacCalls, Butterick og Vogue. Men Fjølner vil have op til 129 kr. pr. mønster og det er bare for dyrt at få dem sendt fra udlandet.
Men så havde de udsalg, 4,49$ pr. mønster. Det er ca. 25 kr./stk. Skulle jeg? Ja det skulle jeg.

Så jeg fik ENDELIG de 5-6 mønstre, jeg havde savlet over i lang lang lang tid, og tillod mig et par stykker til, når de nu var på tilbud. Der er til meget sy-hygge det næste års tid :).





23 July 2013

Voksenbukser til børnebukser

Tøj til historisk formidling (reenactment) ser ofte alt for nyt og skinnende ud. Jeg havde et par gamle, utroligt slidte bukser, som lige passede til at lave et par bukser til R. Komplet med slid og lapper, meget autentisk.

Før (det er mig i hørskjorte og de famøse grønne bukser, og det er efterhånden...8 år siden). 

Klip, klip.



Og færdige. 100% håndsyede med pyntesyning forneden i krapfarvet uldtråd. Tvundet taljesnor. 

In English:
Grown up's viking pant to child's viking pants. With autentic wear and tear.

13 July 2013

Gamle bøger og en død kogebogsforfatter :)

Noget af det bedste ved at være på ferie, er nye genbrugsbutikker, som har et andet udvalg end det sædvanlige. Jeg kom tilfældigt forbi en i Kbh. som havde en masse kogebøger lige efter mit hoved.
Jeg samler på gamle kogebøger. Dels alt før 1945, og dels tidstypiske fra 1945+ . Jeg fandt nogle rigtig gode fra 1970'erne. 

Denne skrevet af en læge, som tordner mod de omsiggribende modekure (f.eks. den "outrerede vegetarianisme"). Jeg elsker hans gammeldags, lidt docerende, sprogbrug.

Og "Bo Bedres Kogebog".
Tilbage i 1960'erne og 1970'erne var Bo Bedre for de almindelige middelklassefamilier, som i hobetal fik mulighed for at flytte i hus, men hvor økonomien ofte var stram. Der var Bo Bedre en mellemting mellem Isabella's og GørDetSelvMagasinet.
Rejer i hvidvinsgelé. Klart! ;)

Desuden nogle noget yngre: Næsten alle Karoline-hæfterne (1972-2007).
Min mor brugte dem rigtig meget, da jeg var barn, og det er jo via dem, at f.eks. flødekartofler, porretærte og broccolisalatEN blev udbredt.
De er en nødvendighed i samlingen, selvom de ikke er så gamle, for de blev en integreret del af dansk kultur.

Ud over tilføjelserne til min samling, fandt jeg  lidt andre kogeboger, der kommer på de almindelige kogebogshylder:
"Det nordiske køkken". Noget mere nede på jorden (=prismæssigt og praktisk tilgængeligt) end det, som stjernekokkene nogen gange fabulerer frem.

"Cranks". Forholdsvis gammel, men jeg har fået den anbefalet igen og igen af vegetarer, når jeg har spurgt til gode vegetarkogebøger (fordi jeg gerne vil spise mindre  mere grønt).
"Tørsleffs syltebog" skulle jeg alligevel have anskaffet mig, og hellere betale 5 kr. for denne end 30 kr. for en ny.


Og nu vi er ved det, så var jeg på Assistens Kirkegård. Min ledsager spurgte, om jeg ville se Søren Kirkegaard, H.C. Andersen, Martin Andersen Nexø 's gravsteder.......Næ, jeg ville se Madam Mangors! :D

03 July 2013

Powergrønt

Noget godt er der ved al regnen: Jeg kan nærmest se planterne gro time for time, og alting strutter og spiller med musklerne af frodighed.

Brombær, nøj de har fået mange bæranlæg i år *gufle*.



Humlen forsøger at nå himlen.

Biblomme, anis, hestemynte.

Uendelige mængder skovjordbær.

Og også i vindueskarmen vælter det frem med grønt. Chili og basilikum. Begge ting, som jeg ikke kunne finde ud af at dyrke før, men Ikeas billige selvvandingskrukker (Nektarin, hedder de) er altså helt geniale til det formål.

Blåt restesjal

Endnu et restegarns-sjal. Nu begynder jeg at kunne se bunden af restekassen.
Denne gang var det alle mine blå rester. Der var godt nok nogle mystiske imellem, ikke mærkeligt at jeg ikke har fået brugt dem. Men nu har de fået nyt liv, og jeg en tilføjelse til garderoben.



Opskriften er igen min modifikation af Garnstudio 147-13. Opskriften ligger her:
http://saga-i-farver.blogspot.dk/2013/06/strikkeopskrift-pa-sjal.html