20 March 2015

En lille tur i genbrugs

Det er ved at være lang tid siden, jeg har været i en genbrugsbutik. Men nu havde jeg haft gang i Den Store Forårsudrydning, og havde en masse ting til den lokale genbrugsbutik. Og nu jeg var der, tog jeg lige et kig rundt.
Jeg kom hjem med:

- Lyseblå kjole/tunika i str.46. Stort er godt, stort betyder mere stof. Behagelig, tynd bomuld, god til sommertøj. Den har en pæn enkel blonde ved halsen.
Jeg tænker at klippe den over ved taljen og formindske overdelen til at passe mig. Så lave et skørt med læg af underdelen og sy de to dele sammen igen til kjole i moderat 50'erstil. Til sidst lynlås i siden under armen.
- Fløjlshabitjakke i aquablå. Jeg har fået en ting med blå her på det seneste, og jeg elsker fløjl, så jeg var glad for at finde denne. Den er str. L, så den skal lige tages en lille smule ind, men ellers er pasformen fin.
- Børnebluse med æble i pailetter. Jeg planlægger at klippe æblet af, og sy det på en bluse til mig selv. Jeg ser meget pailetter i modebilledet nu, og denne er lidt anderledes end det, man ellers ser.
- Et par cykelbukser med numse-pude. I min størrelse og lige som de skal være. Jeg er begyndt at cykle mere, og det tager altså på bagdelen. Jeg ville gerne købe mig sådan et par cykelbukser med indlæg, men de koster jo. Men så fandt jeg disse, til 25 kr., i skinnende blå spandex, jeg bliver yyyndig.

Jeg elsker genbrug .

No comments: