20 December 2015

Strikkestorm

Jeg har besluttet mig til at gøre en ihærdig indsats for at få brugt mine rester, og det har fået pindene til at gløde.

Næsten færdig Cotton Comfort Bear, en julegave til min nevø. En bamse med hul i ryggen til en varmepude, der kan lunes i mikroen. Jeg strikker med en tråd alpaca og en tråd gotlandsk pelsuld.
Jeg fandt bogen på biblioteket.

Strikkede bolde/kugler af alle mine meget små rester. De er fyldt med uldrester, stofrester, garnrester, endda plasticposer som jeg fandt et tip til at bruge på Pinterest. De er faktisk rigtig gode til formålet (og så kan jeg få brugt de der små plasticposer, som sniger sig ind i huset, og som jeg ikke kan bruge til noget).

Og så var der noget alpaca, og et sjovt koncept til et anderledes sjal (opskrift kommer når jeg er færdig med julegaverne).


Og jeg besluttede mig at strikke efter min egen opskrift på smilebukser igen, en gave til min nevø, og samtidig at gennemgå opskriften og rette op på uklarheder. Jeg skal bare lige have broderet øjne og tænder på, når jeg er færdig med julegaverne.
Min mor strikkede denne überlækre cardigan i merinould til R sidste år, og han har allerede for lange arme til den. Heldigvis havde min mor lidt rester af garnet, så når jeg liiige er færdig med julegaverne, strikker jeg længere manchetter på cardiganen.
Det er i denne, strikket som sweater og klippet op til cardigan til sidst på norsk manér.

Og så er der Stripes to keep me warm. Egentlig færdig, men underkanten bliver ved med at rulle og jeg vil gerne have det øverste af halsen lidt strammere om hovedet, når jeg trækker den helt op om ansigtet. Så den skal lige trevles lidt op og strikkes igen. Når jeg er færdig med julegaverne.

Jeg fik en stor spose med vævegarn. Altså sådan noget tykt og kraftigt uldgarn til at væve tæpper af. Jeg vil virkelig gerne strikke noget af det, men da det er så kraftigt, hårdttvundet og kradsende, kan det ikke bruges til hvad som helst.
Men nu har jeg endelig fundet projektet til (noget af) det: Ponchoen Ella.
Bogen er reserveret på biblioteket og venter bare på, at jeg henter den.

Mine sidste rester af alpaca. De (bortset fra det brune) skal blive til denne hue: Linnaeus.

Når jeg er færdig med julegaverne!

No comments: