04 January 2017

Ugens Sparetip: Økonomisk overblik #4 - Spar op til uforudsete udgifter

Spar op. Ja, jeg ved det, det er ikke ligefrem nemt, når finanserne er begrænsede. Og jeg er slet ikke den, der siger, som en vis minister, at hvis man ikke har råd til børnefødselsdag, så må man spare op (hvilket er som taget ud af, hvad den franske dronning Marie-Antoniette siges at have sagt, da bønderne protesterede over, at de ikke havde brød: "Så lad dem spise kage". Hej, franske revolution).

Men af og til står man pludselig der: Tanden gør stjerneondt, cyklen er brudt sammen eller brillerne har taget en flyvetur. Ting man bare bliver NØDT til at bruge penge på. Og det kan blive rigtig dyrt, hvis du skal ud at låne til det.
Så læg en smule til side hver måned, uanset hvor lidt, du kan undvære: 200 kr. eller bare 50 kr. Alt er bedre end ingenting. Det giver luft og hjælper til at mindske panikken, når uheldet indtræffer.
Sidste gang min cykel punkterede, og der samtidig gik kuk i noget med bremsen, var det sådan en lettelse, at jeg havde de 600 kr. på opsparingskontoen, det kostede at få den repareret.


No comments: