07 June 2017

Ugens Sparetip: Så er det tid til at købe julegaver

Jojo, den er god nok. Du har ikke klikket på et gammelt indlæg.
Nu, og sommeren over, er det bedste tidspunkt at købe julegaver. Butikkerne sælger ud af resterne fra året og holder udsalg inden de nye kollektioner kommer. Så der er mange penge at spare. 

Har du deres ønskeseddel fra sidste år? Den kan give et fingerpeg om hvilke grupper af ting, dem, du er på gave med, er interesserede i.
Uden en ønskeseddel må man være lidt mere opfindsom. Især når det som regel ikke vil være muligt for modtagerne at bytte gaven. Det kræver at man har en fornemmelse for, hvad de kunne tænke sig.

Børnene:
- Lego. Det vil som regel falde i god jord hos stort set alle børn. En bestemt type, eller de klassiske blandede klodser.
- En type af ting, en serie modeller, noget tilbehør, til noget, som de de allerede samler på. Køb mere af det.
- Højtlæsningsbøger, billedbøger, læs-selv bøger. Bøger bøger bøger.
- Kreative ting: Alverdens ting til at dimse med, tegne med, bygge med og opfinde med. Det er klassiske ting, der altid kan finde en anvendelse i en børnefamilie.

Voksne:
- Bøger. Ikke specifikke bøger af specifikke forfattere, men gå efter et emne, du ved der interesserer dem (lokalhistorie, fodbold, hækling, salater, 2. verdenskrig).
- Ting til deres hobby. Igen, ikke alt for specifikke ting. Man kan nemt kommer galt afsted med en meget unik del til deres modeljernbane eller optimistjolle, som de slet ikke kan bruge. Tænk i stedet i mere generelle termer: Dekoration med deres hobby som tema. Noget som bliver brugt op eller slidt op i løbet af relativt kort tid, og som de derfor kontinuerligt har brug for mere af.
- Ting til boligen og køkkenet. Noget der matcher det, de allerede har. Undgå bestemte Kählervaser eller en saftpresser af en særlig type. Tænk i stedet i alsidige ting, som ikke har et bestemt logo.
- Undgå generelt tøj, sko, makeup og dufte, medmindre du er helt sikker på, at de har præferencer, der ikke ændrer sig ret meget over tid, og kender de præferencer.

- Derudover kan du være på udkig efter ting som særlige lakridser, gaveæsker med chokolade o.lign. guf. Det har ofte en holdbarhed på 1½ år, så det kan snildt holde sig til jul.

No comments: